Oplevelser og aktiviteter i Horsens
Horsens er en moderne by, hvor historien er en naturlig del af oplevelsen, og kunst og hverdagskultur sætter præg på bybilledet. Her møder du både spor af fortiden og en by i bevægelse.


Udforsk bymidten
Horsens' bymidte er centreret om gågaden Søndergade, som er Danmarks bredeste gågade. Mulighederne for shopping er gode på gågaden med shoppingcentret Bytorv Horsens og de små tilstødende gader i Latinerkvarteret. Alt ligger inden for gåafstand, og der kan parkeres ganske nær gågaden. Er du kunstinteresseret, kan du udforske skulpturerne på Skulpturalléen eller den megen street art i bymidten.

FÆNGSLET
Cirka 2,5 km fra gågaden ligger byens største attraktion, Fængslet. Det tidligere Horsens Statsfængsel er i dag hjemsted for Europas største fængselsmuseum, der byder på et gribende indblik i livet bag tremmer. Udover museet, kan I gå en tur i Fængselsparken på Tusindmeterstien, hvor der også er en fængselslegeplads. Der er også et spisested på Fængslet, escape rooms samt fodboldgolf i parken.

Industrimuseet
Hvordan så hverdagen ud, da bedstemor var barn, og oldefar gik på arbejde? På Industrimuseet i Horsens kommer I tæt på det liv, der har formet vores samfund. Gå på opdagelse i arbejderboliger, værksteder og blandt gamle maskiner, og se, hvordan både hjem og arbejdspladser har forandret sig. Her er genkendelige minder for nogle og en helt ny verden for andre, med masser at tale om på tværs af generationer.

Grønne oaser nær centrum
Der er flere parker som er et besøg værd nær centrum af Horsens - alle kun en kort gåtur fra centrum. Den store herregårdspark Bygholm park er et populært udflugtsmål med legepladser, søer, aktiviteter og god plads til afslapning i rolige rammer. Mellem banegården og gågaden ligger Vitus Bering Parken, navngivet efter byens stolte søn, hvor kanoner fra Vitus Berings skib er et must at se. På den anden side af centrum ligger Caroline Amalie Lund (Lunden) med to museer, skulpturer, en friluftsscene og en legeplads.

Tag på kunstmuseum
I de grønne omgivelser i Caroline Amalie Lund inviterer Horsens Kunstmuseum dig indenfor til kunst, der vækker nysgerrighed og giver noget at tale om. Museet har fokus på nyere dansk kunst og bl.a. en stor samling af bysbarnet Michael Kviums værker. Gå på opdagelse i de skiftende udstillinger, og giv dig tid til at undre dig. Her behøver du ikke kende kunstnerne på forhånd for at få en oplevelse med hjem. Tag også plads i museets café, der er mest kendt for at have vundet prisen for årets bøfsandwich i Danmark tre gange. En tur på museet kan kombineres med en gåtur i parken udenfor, hvor der også er flere skulpturer at kigge på.

Gå en tur på havnepromenaden
En kort gåtur fra centrum ligger Sydhavnen, hvor nye boliger og opholdssteder har givet havneområdet nyt liv. Følg havnepromenaden langs vandet, og tag en pause ved et af spisestederne eller slå dig ned og nyd udsigten. Fortsæt mod lystbådehavnen, hvor du kan købe en is i ishuset, og rund turen af ved bystranden Langelinie. Undervejs kommer du nært forbi det historiske spisested Dollys, der er verdenskendt i Horsens, og du kan også nyde et måltid mad i første parket til havnen hos UNDA eller hos restauranten på lystbådehavnen.

En dag i Horsens med børn
Tag et skattekort i hånden, og gå på opdagelse i Horsens Centrum med børnene. Undervejs kan I løse opgaver sammen og holde en hoppepause på gågadens trampoliner. Skattejagten slutter ved Industrimuseet, hvor den sjove legeplads indbyder til mere leg, når I har fået jeres velfortjente guldmedalje som bevis. Vil I gøre dagen lidt ekstra spændende, kan I også besøge en af byens store legetøjsbutikker Kids Coolshop eller Fætter BR og lade børnene gå på opdagelse blandt legetøj og ønsker til næste fødselsdag - eller besøg Horsens Legeland og lad børnene give den gas.

En dag ved vandet
Hvis det danske sommervejr viser sig fra sin bedste side, kan vi anbefale en tur til Husodde Strand i bydelen Stensballe. Her er en flot badestrand med badebro og et større opholdsareal. Ved stranden ligger også campingpladsen Horsens City Camping som tilbyder minigolf, leje af SUP-board, is og lette retter.

En dag i naturen
Der er ikke langt fra byliv til fuglesang i Horsens. Kun 1,5 kilometer fra centrum ligger vildtreservatet Nørrestrand, hvor landskabet åbner sig med udsigt over vand, enge og et rigt fugleliv. Tag kikkerten med og hold øje med livet i naturen. Lige så tæt på centrum ligger også Bygholm Sø som er horsensianernes foretrukne naturspot. En smuk gåtur på 7,5 km langs søens bred fører dig gennem Åbjergskoven med mange flotte udsigter undervejs. Ved Bygholm Sø Camping er det muligt at leje en kano og udforske søen fra vandsiden. Lidt længere fra byen ligger Boller Skov, hvor man kan besøge Boller Slotspark og blomsterpark og begive sig ud på den 100 meter lange mole i Horsens Fjord.

Events i Horsens
Hvad sker der i Horsens i dag? Tjek Kystlandets kalender og få overblik over aktuelle events. I kulturbyen Horsens er der næsten altid noget på tapetet - uanset om du søger en koncert på Horsens Ny Teater eller Platform K, en festival, eller gratis events i midtbyen arrangeret af MÆRK Byen og City Horsens.

Indendørs dyst og hygge
Udfordr hinanden på bowlingbanen hos Bowl’n’Fun, find et brætspil frem på Brætspilscafeen, eller læn jer tilbage til en film i Megascope. Hos LOCKED på FÆNGSLET kan I sætte samarbejdet på prøve, når gåderne skal løses, før tiden løber ud. Hos pool- og sportsbaren Stalden kan I dyste i bl.a. pool, shuffleboard, dart eller bordfodbold. Horsens har masser af muligheder for et par hyggelige timer indendørs med familien eller vennerne, uanset om I er til konkurrence, spænding eller popcorn i biografmørket.

Tag i svømmehallen
Tag badetøjet med til Aqua Forum i Horsens, hvor I kan kombinere vandleg, motion og afslapning. Børnene kan suse ned ad vandrutsjebanen og boltre sig i bassinerne, mens andre tager en svømmetur eller nyder varmen i saunaen. Med både spabad og dampbad er der også mulighed for en rolig pause. Her kan I få et par hyggelige timer sammen i vandet, uanset hvordan vejret arter sig udenfor.

En tur på golfbanen
Hos Stensballegaard Golfklub får du både en golfbane af høj kvalitet og udsigt over Horsens Fjord. Mellem skove og bølgende bakker venter et flot golfanlæg med udfordringer for øvede spillere og en pay & play-bane, hvor begyndere kan prøve kræfter med sporten. Rund turen af med et måltid i brasseriet eller en pause på terrassen. Du kan også besøge Horsens Golfklub, der ligeledes har en pay & play-bane åben for alle.

Et godt glas og tid til samtale
Lad dagens oplevelser i Horsens fortsætte over et godt glas. Nyd en cocktail hos BarPragt, gå på opdagelse i vinene hos Vores Lille Vinbar og Jørgensens Hotel, eller lad middagen glide over i drinks på Café Gran. Hos Morzybitten er der øl og musik på menuen. Fra en stille stund for to til en livlig aften med vennerne er der gode grunde til at blive lidt længere i byen. Udvalget i byen er ret stort - uanset om du søger en stille vinbar, natteliv, et brunt værtshus eller en stilfuld cocktailbar.






