Kystlandet er Green Tourism Organization-certificeret
Destination Kystlandet er certificeret som Green Tourism Organization. Certificeringen dokumenterer, at vi arbejder systematisk med bæredygtighed både i vores egen organisation og i udviklingen af turismen i Horsens, Odder og Hedensted kommuner.

Om Green Tourism Organization
Green Tourism Organization er en certificeringsordning målrettet turistorganisationer, der ønsker at gøre en dokumenteret indsats for en mere bæredygtig turisme.
For at opnå certificeringen skal organisationen leve op til en række krav til både den daglige drift og det strategiske arbejde med turismen. Det handler blandt andet om at reducere organisationens eget miljøaftryk, opstille konkrete mål og arbejde aktivt for at fremme en mere bæredygtig udvikling på destinationen i samarbejde med kommuner, turismevirksomheder og andre lokale aktører.
Certificeringen betyder, at Destination Kystlandets indsats er blevet gennemgået og godkendt af en ekstern jury. Arbejdet bliver desuden fulgt op gennem dokumentation og regelmæssige kontrolbesøg. Certificeringen er derfor ikke afslutningen på vores arbejde, men en ramme, der hjælper os med løbende at sætte nye mål og udvikle vores indsats.
Som destinationsselskab har vi mulighed for at påvirke turismens udvikling gennem de projekter, vi deltager i, de samarbejder, vi indgår i, og den inspiration, vi giver områdets gæster og turismeaktører. Med Green Tourism Organization-certificeringen forpligter vi os til at fastholde bæredygtighed som en vigtig del af dette arbejde.


