
Bygholm Park
Ganske nær Horsens Centrum ligger en smuk og velholdt park med gode aktivitetsmuligheder for alle. Den gamle herregårdspark er et af byens foretrukne udflugtsmål for familier med små børn og naturelskende byboere.
Byens grønne åndehul
Lige bag ved Horsens Station, kun et stenkast bag byens puls, gemmer der sig en fredelig, grøn oase. Bygholm Park er stedet, hvor du kan trække stikket, slappe af og nyde naturen. Store, majestætiske træer, små idylliske søer og åbne græsarealer danner rammen om hyggelige stunder under åben himmel. Her er masser af skønne pletter, hvor du kan slå dig ned med en madpakke eller bare nyde den gode udsigt.
Et paradis for børn
Er du vokset op i Horsens, så har du helt sikkert minder fra Bygholm Park fra din barndom. En stor legeplads fungerer som glimrende lokkemad for de mindste. Her kan poderne boltre sig i timevis, mens forældrene sidder ved de opstillede borde, hvor der også er mulighed for at grille. Parken har desuden fået en ny naturlegeplads med en 200 meter lang tarzanbane med blandt andet balancebomme, junglestubbe, sansegynge, klatrenet, broer og vipper.
De mange ænder og gæs er også et stort hit blandt de små.
Den gamle herregård
Midt i parken ligger den smukke herregård Bygholm, hvis historie rækker helt tilbage til 1300-tallet. I dag huser bygningen hotellet Comwell Bygholm Park.
Her er alle velkomne – kig ind og nyd en kop kaffe i den hyggelige lobby med udsigt til parken eller snup en kold drink i baren.
Lige ved siden af finder du resterne af Erik Menveds Borg. Selvom selve borgen for længst er væk, kan du stadig se voldstedet. Gå op på den lille bakke og læs om stedets spændende historie.
Tag et spil disc-golf med vennerne
Spredt rundt i parken er der opstillet discgolf-kurve til fri afbenyttelse. Hos Comwell Bygholm Park kan du låne udstyr og prøve en sjov og anderledes aktivitet.
Slip hunden fri i det grønne
Bygholm Park er et dejligt sted at lufte hunden. Og i den indhegnede hundeskov er der mulighed for at løsne snoren og lade hunden lege med andre hunde.
Besøg også Bygholm Sø
I forlængelse af parken finder du Åbjergskoven og Bygholm Sø, der byder på en af områdets mest populære vandreruter. Gå en tur i skoven eller begiv dig ud på den 7 kilometer lange betagende rute rundt om søen, når du alligevel besøger Bygholm Park. Kombinationen af den velplejede park og den vilde natur ved søen giver tilsammen en formidabel naturoplevelse.
Senest opdateret den 29. juli 2025 af Casper Terkelsen