©  Foto:

Platform K

Velkommen til Horsens' kulturmekka Platform K. I kulturhuset nær Horsens Banegård er der både fede koncerter, farverige foredrag, sjove og skæve events, plads til caféhygge og rum til rolig refleksion.  

Velkommen til Platform K - et kulturhus i bevægelse

Platform K er et moderne og omfavnende kulturhus i Horsens. Som gæst på Platform K vil du opleve et varieret udvalg af kulturoplevelser. Platform K er en smeltedigel af kultur, kreativitet, kaffe, koncerter, kærlighed og kant.

Hos Platform K kommer både børn, unge og voksne, og husets begivenheder afspejles af den brede målgruppe, der former husets stemning. Én dag vrimler det med glade metalfans, læderjakker og kolde dugdryppende pilsnere, en anden er der koncentrerede syslerier og en hjemlig duft af kaffe, snik-snak fra gymnasieelever, mangfoldige sprog fra byens internationale studerende, eller børnefamilier med sodavand, der deler bænk med øvelokalernes brugere. Derudover er caféen i dagtimerne indrettet til studie- og arbejdsmiljø, med en konstant summende, elektrisk og inspirerende atmosfære. 

 

Koncerter på Horsens' nye spillested

Om du er til rock, pop, indie, folk, rap, jazz, blues, dance eller noget helt andet, så er der en god chance for, at Platform K har noget på plakaten for dig! 

Udforsk hele programmet her og læs mere om de enkelte kunstnere og bands

 

Gå på opdagelse i hverdagskulturen 

Koncerter er ikke det eneste, du kan opleve på Platform K. 

Hele ugen igennem er der fuld fart på programmet, der rummer alt fra åben jam, kreamekka, fællesspisning, plantebyt og Drag Queen banko til workshops med Bob Ross' maleteknikker, infotainment og foredrag om aktie-investering. Med andre ord - på Platform K er der (næsten) events for enhver. 

Konceptet hedder 'hverdagskultur' og betegner bløde, afslappende og uformelle kulturtilbud, der ofte er yderst prisvenlige - hvis ikke gratis - og retter sig mod interesse og humør, i stedet for alder og køn. 

Platform K's program over hverdagskultur tæller lørdag og søndag med og bliver konstant opdateret med nye finurlige, lærerige og interessante begivenheder. 
Se hele oversigten for Platform Ks kommende sæson og udpeg din næste hverdagsfest!  

 

Mad og drikke i Platform K's café

I Platform K's café kan du få et stort udvalg af lette retter, snacks, varme drikke og kølige forfriskninger. 

Caféen holder åbent fra formiddag til langt ud på aftenen. Du kan se caféens nøjagtige åbningstider på denne side. 

 

Åbningstider, booking og vejvisning 

Udover caféens daglige åbningstider, er reglen, at Platform K har åbent, når der sker noget i huset. 
Hold dig derfor opdateret om kulturhusets åbningstider i enten programmet eller på Plarform Ks facebookside, hvor du også kan finde meget mere information om stedet. 

Mange af Platform Ks events er gratis, men enkelte kræver billet, især koncerter og workshops. Book din billet nu og vær klar til at stige på festen!

Du finder Platform K i rustikke omgivelser på de gamle godsbanearealer, for enden af banelegemet nord for Horsens Banegård. På Emil Møllers Gade finder du et stort Platform K-skilt vd indkørslen til Madevej.  

 

I humør til mere kultur i Horsens? 

I Kystlandets store online-kalender kan du få overblik over alle events og arrangementer i Horsens.

Er du i humør til frisk luft og flotte gavlmalerier, anbefaler vi en streetart-safari med start fra Horsens Banegård. Eller hvad med at fortsætte dagen med et spil Shuffleboard på Brætspilscaféen, shopping i Bytorv Horsens eller tur på stadion?