©  Foto:

Boller Skov

Et af Horsens-egnens mest populære udflugtsmål er denne skønne skov ved Horsens Fjords sydlige kyst. Her kan du komme ud til vandet, gå en tur i den smukke gamle herregårdsskov og den imponerende slotspark. Og så er turen til Boller fra Horsens en oplevelse i sig selv.

Natur, historie, fred og idyl ved fjorden

Det er ikke uden grund, at lokale i stor stil søger mod Boller Nederskov, når naturen trækker i dem. Her venter nemlig en alsidig naturoplevelse med en hyggelig slotspark, en skov, som egner sig godt til vandreture og en mole med en 100 meter lang nyopført badebro for enden.

Området egner sig glimrende til kortere udflugter i naturen. Med flere skiltede ruter og andre omkringliggende skove er det også oplagt til længere vandre- og cykelture.

 

Ankommer du i bil, til fods eller noget helt tredje?

Ankommer I i bil, så søg mod Boller Slotsvej, hvor der er en parkeringsplads, som er tydeligt skiltet. P-pladsen ligger ved udkanten af skoven, et par hundrede meter fra slotsparken. Følg vejen mod øst for at komme til slottet – eller følg stien lige over for parkeringspladsen gennem skoven i retning af kysten.

Hvis I vil til Boller med offentlig transport, holder bus 104, som kører mellem Horsens og Juelsminde, relativt tæt på, på Bollervej.

I bør dog overveje at tage den skønne tur fra Horsens til fods. Fra Banegården kan I følge de røde skilte for den nye sti, Fjordminoen, som fører hele vejen rundt om fjorden. Undervejs kommer I gennem den nye park Bakkelunden, og går den tre kilometer lange tur langs kysten på Planetstien, som slutter ved starten af Boller Skov.  For en lidt kortere tur kan I starte turen ved starten af Planetstien, den gyldne solskulptur ved Høegh Guldbergsgade.

 

Følg ruten rundt i skoven

En ny skiltet rundtur på 3 kilometer fører dig rundt i skoven. Ruten er skiltet med gule pile og prikker og fungerer som en siderute til Fjordminoen. På ruten kommer I nær forbi slotsparken og molen, så den fungerer glimrende som et pejlemærke for dagens udflugt.

Hvis I har flere kilometer i benene, så fører en anden skiltet rute fra Boller Nederskov gennem de to smukke nærliggende skove Klokkedal og Boller Overskov. Denne rute er 7 kilometer lang.

I kan se og følge ruterne via Kystlandets digitale kort for Fjordminoen.

 

Slap af i den betagende slotspark

Et besøg i parken ved Boller Slot er et must, når du besøger skoven. Her er der flere steder, hvor I kan slappe af og nyde din medbragte frokost eller snacks. I kan beundre et væld af forskellige blomster, planter i de forskellige temahaver i blomsterhaven. Kig også forbi den japanske have, hvor små skildpadder kan ses solbade ved den lille sø. Og så kan I også se og læse om det 1000 år gamle egetræ, som er blandt Danmarks ældste træer.

 

Find inspiration til flere oplevelser ved Horsens Fjord

Naturområdet Horsens Fjord byder på et varieret udvalg af skønne naturoplevelser. På denne side kan du finde inspiration til din næste udflugt.

 

Find andre seværdige skove i Kystlandet

Der er mange skove, der egner sig perfekt til vandreture. Læs her vores guide til vandreture gennem Kystlandets skove.