Destination Kystlandet

Horsens Fjord

Horsens Fjord er et vigtigt naturområde med gode muligheder for aktiv udfoldelse og mange interessante udflugtsmål. Her kan du gå eller cykle fjorden rundt, besøge de hyggelige øsamfund og opleve en fjord, hvor natur, kulturhistorie og friluftsliv mødes.

Efterår på Fjordminoen ved Husodde Strand
Foto: Sarah Green

Oplev fjordlandskabets mange sider

Fra Horsens i vest strækker Horsens Fjord sig mod Kattegat, omgivet af et varieret landskab med skovklædte kyster, grønne marker, små landsbyer og hyggelige havnemiljøer. Mod nord afgrænses fjorden af Gyllingnæs, mens Snaptun ligger ved fjordens sydlige udmunding.

Langs fjordens bugtede kystlinje venter mange forskellige oplevelser. Her er naturen aldrig langt væk, og der er rig mulighed for at udforske landskabet i dit eget tempo. Undervejs møder du små lokalsamfund, hvor livet stadig er tæt knyttet til fjorden, og hvor områdets historie og maritime traditioner sætter deres præg. Og inderst i fjorden ligger kulturbyen som har lagt navn til fjorden med et godt udvalg af oplevelser og overnatningssteder. 

Hvordan vil du opleve fjorden?

Øer i Horsens Fjord

I Horsens Fjord kan du ø-hoppe mellem de to små hyggelige ø-perler, Alrø og Hjarnø. Alrø er landfast via en dæmning på fjordens nordside og fra Alrø kan du fra marts til oktober tage den lille cykelfærge videre til Hjarnø, og gå på opdagelse i det rige dyreliv, de fine strande og skibssætninger fra vikingetiden. Herfra kan du tage Hjarnøfærgen videre over til fjordens sydside - eller tage cykelfærgen retur igen til Alrø. 

Sikre naturhits

To cyklister på ASlrø-dæmningen
Foto: Drømmesteder

Drømmesteders guide til cykelferie ved Horsens Fjord

Carina fra Instagram-profilen Drømmesteder har haft sin veninde med på tre dages cykeltur rundt om Horsens Fjord. 

Spørgsmål og svar om Horsens Fjord

Hvor ligger Horsens Fjord?

Horsens Fjord ligger i Østjylland og strækker sig fra Horsens by i vest til Kattegat i øst. Fjorden er omgivet af et varieret landskab med skove, marker, strande, små landsbyer og øer. Området strækker sig over Horsens, Odder og Hedensted kommuner.

Hvor lang er Horsens Fjord?

Horsens Fjord er cirka 20 kilometer lang og strækker sig fra Horsens til Kattegat. Fjorden er forholdsvis lavvandet og har en bugtet kystlinje med mange vige, bugter og småøer.

Hvilke øer ligger i Horsens Fjord?

I Horsens Fjord ligger øerne Alrø, Hjarnø og Vorsø. Alrø er forbundet med fastlandet via en dæmning, mens du kan tage færgen fra Snaptun til Hjarnø. I sommerhalvåret sejler en cykelfærge mellem Alrø og Hjarnø. Vorsø er et fredet naturreservat uden offentlig adgang - medmindre du er på en guidet rundvisning med naturvejleder. 

Kan man cykle rundt om Horsens Fjord?

Ja, Cykelruten Horsens Fjord er en 52 kilometer lang skiltet rute som fører dig gennem skove, landsbyer og smukke kystlandskaber. Undervejs krydser du fjorden med cykelfærgen mellem Alrø og Hjarnø og færgen mellem Hjarnø og Snaptun. Cykelfærgen sejler kun i sommerhalvåret, så husk at tjekke sejlplanen.
Cykelruten er skiltet som regional cykelrute 87. Følg de blå cykelruteskilte med tallet 87.   
Læs mere om cykelruten her. 

Kan man vandre rundt om Horsens Fjord?

Ja, vandreruten Fjordminoen (Vandreruten Horsens Fjord) fører dig hele vejen rundt om fjorden. Den 59 kilometer lange rute byder på varieret natur med skove, strande, marker og øer. Du kan gå hele ruten over flere dage eller vælge en kortere strækning. Ruten benytter to færgeforbindelser, hvoraf cykelfærgen mellem Alrø og Hjarnø kun sejler i sommerhalvåret.

Læs mere om vandreruten her. 

Kan man sejle på Horsens Fjord?

Ja, og med gode og rolige vandforhold, er der ideelle forhold for flere slags sejlads. 
Sejlbåde kan lægge til i Horsens Marina samt Snaptun Lystbådehavn og Hjarnø Bådehavn. 
Forholdene er gode for paddleboards og havkajakker - begge dele kan lejes hos Horsens City Camping ved Husodde Strand. 
Omkring Horsens Marina er der flere sejlklubber, og du ser derfor mange sejlbåde, wind- og kitesurfere på vandet. 

Hvor kan man bade ved Horsens Fjord?

Der er flere strande og badebroer i Horsens Fjord, hvor man kan tage en dukkert. 
Mest besøgt er Blå Flag-badestranden Husodde Strand i udkanten af Horsens by. 
Tættere på Horsens Centrum ligger bystranden Langelinie, hvor der er masser af aktivitet i sommerhalvåret. 
På fjordens nordside ligger også Sondrup Strand som er en hyggelig naturstrand med en fin udsigt til Alrø. 
På sydsiden af fjorden kan man benytte den 100 meter lange badebro i Boller Skov, bade fra halvøen Borre Knob eller fra strandene ved Snaptun.
På Hjarnø kan der bades ved Hjarnø Odde på øens sydside eller ved  Hougård Strand på øens østside.

På Hjarnø, Alrø og ved Borre Knob skal du være opmærksom på strømforhold, og undgå at bade ud i sejlrenden, hvor vandet er dybt. Gå ikke længere ud end at du kan bunde. 

 

Hvad er særligt ved naturen omkring Horsens Fjord?

Horsens Fjord er kendetegnet ved et varieret kystlandskab med store lavvandede områder, strandenge, småøer, skove og kuperede bakker. De lavvandede områder er vigtige levesteder for fisk og fugle, mens skovene og kystlandskabet på land giver helt andre naturoplevelser. Store dele af Horsens Fjord er udpeget som Natura 2000-område for at beskytte særlige naturtyper og arter. Fjordens lavvandede områder, strandenge og småøer har stor betydning for blandt andet vandfugle, der bruger området til at yngle, raste og søge føde. Hele Horsens Fjord er også en del af Danmarks største marine naturpark, Naturpark Svanegrund, der arbejder på at beskytte havmiljøet i fjorden og Det Østjyske Øhav. 
Horsens Fjord har et rigt dyreliv både over og under vandet, og som turist har du mulighed for at spotte bl.a. marsvin, sæler, havørne og et væld af forskellige fuglearter, når du bevæger dig rundt i området. Sæler kan tit spottes ud for fjordens sydkyst, hvor de af og til raster ved sten som stikke op i det lave vand. Marsvin kan spottes i den ydre del af fjorden, og havørne yngler på den fredede ø Vorsø, og kan ofte ses på himlen heromkring.