Gå til indhold
©  Foto:

Stensballe Skov og Bjerge

Området omkring bydelen Stensballe i den østlige del af Horsens er rigt på naturoplevelser. Mellem badestranden Husodde Strand og landsbyen Haldrup ligger et større, kuperet skovområde ud til kysten med fine stier og muligheder for friluftsaktiviteter.

Området omkring bydelen Stensballe i den østlige del af Horsens er rigt på naturoplevelser.

Forskellige skove, bakker og stier præger naturen ved Stensballe og Horsens Fjord og udgør en god udflugt for den naturinteresserede. Syd for Stensballe og ned til Horsens Fjord ligger Husodde Strand, hvor du finder starten på vandre- og cykelruten Husodde-Søvind. Naturstien Husodde-Søvind løber langs med fjorden gennem Elbæk, Brakør og Stensballe Skove.

I Elbæk Skov er en borgbanke fra middelalderen. Voldstedet daterer sig til 1200-tallet og er sandsynligvis en forgænger for herregården Stensballegård, som stadig står i dag.

Flere steder på turen gennem skovene er der adgang til strand og udsigt over fjorden. Eksempelvis ved halvøen Troensø, hvorfra man kan kigge ind til Horsens og få et overblik over øerne i Horsens Fjord.

Ved den store Stensballe Skov er der et særdeles kuperet område, som i daglig tale bliver kaldt for Bjergene. Stensballe Bjerge er fredet, og området har et smukt og dramatisk landskab. Bjergene er præget af bløde bakker, der mange steder giver en vidunderlig udsigt over området.

Fra de høje punkter er der udsigt over Horsens by, Horsens Fjord og Vorsø. Det højeste punkt ligger i 84 meters højde og kaldes Stensballe Bjerg. Stensballe Bjerge kan både nås ad Naturstien gennem Stensballe Skov eller ad en 1,6 kilometer lang sti, som starter ved Bygaden i Stensballe.

Naturområderne i Stensballe går i en bue uden om Stensballegaard Golfklub, som dermed råder over en af landets mest idylliske og naturskønne golfbaner.

#kystlandet: