Destination Kystlandet
I kano på Gudenåen

Natur

Foto: David Jervidal

Naturoplevelser i Kystlandet

I Kystlandet, midt på den jyske østkyst, er der en alsidig om omskiftelig natur. Med et øhav, tre fjorde, søerne i den sydlige del af Søhøjlandet og Danmarks eneste flod, er vandet en naturlig del af oplevelsen, hvor end du er. Naturen er generelt tilgængeliggjort med fokus på menneskers adgang med mange ruter og faciliteter.  

Skønne naturområder

Sikre hits

Vandring i Kystlandet

Overnatning i naturen

Badebro med kørestolsadgang
Foto: Kasper Rander, Communiko© Destination Kystlandet

Tilgængelige naturoplevelser

Naturen skal kunne nydes uanset behov. Vi har samlet forslag til steder i det fri som kan nydes fuldt eller delvist af folk med fysisk funktionsnedsættelse. 

Hvad kendetegner Kystlandets natur?

Kystlandet er ikke ét stort naturområde. Det er mange forskellige naturoplevelser samlet inden for kort afstand. Her mødes fjorde, skove, øer, kyster og bakkelandskaber i et varieret istidslandskab, hvor naturen er let at komme tæt på og nem at opleve aktivt. Her er naturen sjældent størst, længst eller højest, men til gengæld byder den på en usædvanlig stor variation, og indenfor en halv times kørsel kan du opleve dybe fjorde, åbne Kattegatkyster, bøgeskove, bakkelandskaber, ådale, søer, moser, strandenge, øer og landbrugslandskaber. Det er godt for dyrelivet – og godt for dig som gerne vil opleve lidt forskelligt. 

Naturen er primært formet af istidens enorme kræfter – og finpudset af de mange lokale godser og herregårde som ejede enorme landarealer, der blev benyttet til landbrug og skovdrift. Og selvom mange af naturens nuværende streger er trukket af menneskehænder, byder området også på mange vildtreservater, fredninger og naturparker – områder, hvor naturen kommer først og mennesket blot er gæst.

Hvordan har istiden formet landskabet i Kystlandet?

Det landskab, du oplever i Kystlandet i dag, blev i høj grad skabt under den seneste istid, der sluttede for 11.700 år siden. Da isen langsomt trak sig tilbage, efterlod den et kuperet terræn med bakker, dale og morænelandskaber. Smeltevandet gravede dybe tunneldale, som senere blev til fjorde og ådale, mens store mængder sand og grus blev aflejret rundt omkring i landskabet.

Istidens aftryk ses tydeligt mange steder i Kystlandet. Horsens Fjord og Vejle Fjord følger gamle tunneldale udgravet under isen, mens de bølgende bakker omkring blandt andet Sondrup Bakker og Bjerrelide er dannet af moræner, som isen skubbede foran sig. Gudenåens dal, den jyske højderyg, søer, moser og strandenge er ligeledes en del af historien om isens og smeltevandets enorme kræfter. 

Hvad er et vildtreservat - og hvor finder jeg dem i Kystlandet?

Trods sin beskedne størrelse rummer Kystlandet en række vildtreservater, hvor naturen og dyrelivet nyder en særlig beskyttelse. De fleste ligger langs kysten eller i de lavvandede havområder og er udpeget for at give fugle og andre dyr fred til at yngle, raste og søge føde. Flere steder gælder der derfor særlige regler for færdsel eller sejlads i dele af året.

Blandt Kystlandets vildtreservater finder du Vorsø, Lerdrup Bugt, Møllegrund, Svanegrund, Flasken ved Endelave, Hou Røn, Søby Rev og Norsminde Fjord og Nørrestrand. Tilsammen beskytter de nogle af områdets vigtigste levesteder for blandt andet vadefugle, ænder, gæs, havørne og en lang række andre arter.

De kystnære vildtreservater er samtidig en vigtig del af Naturpark Svanegrund, Danmarks største marine naturpark. Her arbejdes der både med at beskytte eksisterende natur og genoprette havmiljøet gennem blandt andet udplantning af ålegræs og etablering af stenrev. Nørrestrand er dog en undtagelse. Som et ferskvandsområde med sø, rørskov og enge ligger det uden for naturparkens afgrænsning, men er et af Østjyllands vigtigste fugleområder.

Fra land har du bedst mulighed for at opleve Nørrestrand og Flasken på Endelave. Begge har et fugletårn med gode muligheder for at opleve fuglelivet. Vorsø kan kun opleves på guidet tur med naturvejleder. De øvrige reservater opleves bedst fra vandet – i kajak, sejlbåd eller på en guidet havsafari. Netop kombinationen af mange kystnære reservater gør Kystlandet til et af de bedste steder i Danmark at opleve naturen fra vandet. Her kan du komme tæt på sæler, marsvin og et rigt fugleliv, samtidig med at dyrene får den ro, de har brug for. 

Svanegrund og Møllegrund er desuden kendt for deres store sælkolonier. 

Hvad er et Natura 2000-område – og hvor finder jeg dem i Kystlandet?

Natura 2000 er et netværk af Europas vigtigste naturområder, som er udpeget for at beskytte sjældne naturtyper samt truede dyr og planter. Områderne er udpeget efter EU-lovgivning og har til formål at sikre, at naturen bevares og udvikles til gavn for både biodiversiteten og kommende generationer.

Kystlandet rummer flere Natura 2000-områder på land og til havs som kan opleves af turister:

  • Den ydre del af Horsens Fjord inkl. Hjarnø og Alrø
  • Endelave og havet omkring
  • Norsminde Fjord
  • Uldum Kær
  • Kyststrækningen på nordsiden af Vejle Fjord
  • Gudenåens Udspring og Tinnet Krat
  • Mossø, Klostermølle, Sukkertoppen og Gudenådalen omkring

Tilsammen beskytter områderne alt fra lavvandede fjorde, strandenge og rev til skove, moser, enge og ådale.

For dig som besøgende betyder Natura 2000 først og fremmest, at du kan opleve nogle af Kystlandets mest værdifulde naturområder. Her er der gode chancer for at se et rigt fugleliv, sjældne planter og et varieret dyreliv, og mange af områderne er oplagte til vandreture, fuglekiggeri og naturoplevelser året rundt.

Du er velkommen til at besøge Natura 2000-områderne, men hjælp gerne med at passe på naturen. Følg skiltningen, bliv på stierne, hvor de findes, og vis særligt hensyn i fuglenes yngletid og andre sårbare perioder.

Skove, som er en udflugt værd