Gudenåstien SYD
Gudenåstien er en 175 kilometer sammenhængende vandrerute fra Gudenåens udspring til Randers Fjord. Denne sydligste delstrækning fører dig fra kilderne i Tinnet Krat gennem Danmarks største kærområde og til det kuperede, skovklædte område i den sydlige del af Søhøjlandet.

På vandretur gennem Gudars land
Ifølge et gammelt sagn kidnappede halvguden Gudar den skønne Else fra hendes fars hus i Tinnet Krat. I flugten styrede han hestene i skarpe sving for at forvirre forfølgere og derved skabtes Gudenåens dal, slyngninger og navn.
I denne guddommelige dal fører en skiltet vandrerute dig gennem åbent krat- og kærlandskab og jungleagtig skov. Hele Gudenåstien er 175 kilometer, mens denne sydlige del tager dig godt 58 km fra Gudenåens kilde til Klostermølle.
Gudenåstiens etaper
Der er i alt 18 etaper af Gudenåstien. De seks sydligste er beskrevet her. Du kan finde information om de øvrige etaper på oplevgudenaa.dk.
Naturoplevelser på ruten
Kan der være oversvømmelse på Gudenåstien?
Dele af Gudenåstien kan i perioder efter megen nedbør være våd - eller decideret oversvømmet. I den sydligste del af Gudenåstien er det primært etape 1, hvor der er risiko for oversvømmelse, og lidt sjældnere kan der være vand på stien på etape 2. Etape 3-6 er ikke i fare for oversvømmelse.
Vil du vide, hvordan status er på oversvømmelse netop nu? På OplevGudenå´s Gudenåkort kan du se status på oversvømmelse lokalt.
Går du hele eller store dele af Gudenåestien på én gang anbefaler vi at tage tage fodtøj med til lejligheden.
Overnatningssteder langs ruten
Transport på ruten
Hvad er Modstrømsbussen ved Gudenåen?
Modstrømsbussen er et gratis tilbud til gæster ved Gudenåen.
I skolernes sommerferie samt i weekenderne i august kører bussen én gang dagligt sidst på eftermiddagen fra Ry til Tørring. Undervejs stopper den ved en række campingpladser og shelterpladser i området:
Kvickly Ry, Klostermølle, Voervadsbro Camping, Vestbirk Camping, Gudenå Camping, Åstedbro Teltplads, Åle Teltplads og Tørring Camping.
Du kan læse mere om Modstrømsbussen og se køreplanen på denne side.
Kan man bruge regionalbusser langs Gudenåstien?
Den sydlige del af Gudenåstien går gennem rolige og naturskønne områder, hvor du undervejs passerer små landsbyer. Flere af landsbyerne er forbundet med regionale busruter, men busserne følger som udgangspunkt ikke selve Gudenåen. I stedet kører de på tværs af området mod større byer som Horsens, Vejle, Silkeborg og Skanderborg.
Det betyder, at regionalbusser ofte kan bruges til at komme til eller fra ruten – men sjældent til at vende tilbage til din bil, hvis du starter og slutter forskellige steder.
Her er nogle af de vigtigste busforbindelser langs ruten:
Tørring
- Bus 114 og 220: Horsens–Tørring
- Bus 115: Jelling–Tørring
- Bus 117: Give–Tørring
- Bus 215: Vejle–Silkeborg
Rask Mølle
- Bus 114 og 220: Horsens–Tørring
Brædstrup og Nim
- Bus 110: Horsens–Silkeborg
Vestbirk og Østbirk
- Bus 112: Horsens–Vestbirk (Voervadsbro)
Voervadsbro
- Bus 112: Horsens–Vestbirk (nogle afgange fortsætter til Voervadsbro)
- Bus 502: Skanderborg–Brædstrup
Brug Rejseplanen til at planlægge din rejse.
Flextur ved Gudenåstien
Det er muligt at rejse mellem to punkter på Gudenåstien ved at bestille en flextur. Flexture er en fleksibel form for offentlig transport, hvor du bestiller en tur på forhånd. I praksis er det en mellemting mellem bus og taxa. En flextur skal bestilles på forhånd, senest to timer før afgang. Du vil oftest blive afhentet i taxa-vogn, og der kan være andre med på turen.
Du bestiller en flextur via Rejseplanen. Søg på din rejse, og hvis der ikke er busforbindelse mellem de to steder, vil du få foreslået en flextur. Rejseplanen videresender dig til Midttrafik, hvor du kan bestille din flextur.
Prisen spænder mellem bustakst og taxa-takst. Du kan få rejsen billigere ved at rejse fra såkaldte knudepunkter. For at finde knudepunkter, kan du i Rejseplanen søge på geografi kombineret med 'knudepunkt'. F.eks. "Rask Mølle (knudepunkt)".
Du kan se et kort over knudepunkter på denne side.
Ved bestilling kan du vælge mellem kortbetaling eller kontant betaling i bilen.
Din digitale følgesvend på turen
På Oplevgudenaa.dk kan du finde inspiration til vandreturen og oplevelser undervejs. På Gudenåkortet kan du følge ruten via GPS og se placeringen af oplevelser, spisesteder, overnatning m.m. omkring ruten. Her kan du også se status på oversvømmelse på Gudenåstien netop nu.






















