Gudenåstien etape 6 - Voervadsbro til Klostermølle
Denne korte, men flotte etape af Gudenåstien fører dig forbi to af Gudenåens største naturattraktioner på vejen mod bredden af Jyllands største sø, Mossø.

På vandring i Søhøjlandet
Skove, søer og bakker er på menuen på denne etape. Undervejs kan du nyde en imponerende udsigt over Søhøjlandet fra toppen af Sukkertoppen inden turen går til Klostermølle – et tidligere kloster og papirfabrik som i dag fungerer som et historisk udflugtssted.
Om ruten
Etape 6 af Gudenåstien er med sine 6 kilometer den korteste af alle Gudenåstiens etaper. Etapen begynder i den lille landsby Voervadsbro. Herfra følger du en lille grusvej, Højlundvej, mod nord langs bredden af Gudenåen. Her på første halvdel af etapen går du med Højlund Skov på din ene side og åen på den anden.
Efter nogle kilometer drejer du ind i skoven, og så går det ellers stejlt op mod toppen af Sukkertoppen. Herfra er udsigten noget ganske særligt. Du fortsætter nu ned på den anden side af Sukkertoppen, hvor Klostermølle venter for bredden af Mossø. Her kan du kigge i de gamle udstillingsbygninger, gå ind i fugletårnet i Danmarks længste træbygning eller gå en tur ned til bredden af søen. Her er der gode muligheder for at nyde en medbragt madpakke i de naturlige omgivelser.
Grundet opstigningen til Sukkertoppen, er dette ikke en kørestolsvenlig rute. Størstedelen af etapen er på grusunderlag.
I Voervadsbro ligger delikatessebutikken Det Lille Røgeri, hvor det er muligt at købe lidt til turen. Derudover er der ingen mulighed for proviantering på etapen.
Overnatning og transport
Lad os være ærlige – mulighederne for offentlig transport er ikke de bedste på denne etape. I sommerperioden kan du få et lift med Modstrømsbussen, der 1 gang dagligt kører langs Gudenåen i sydgående retning med stop ved både Klostermølle og Voervadsbro.
Voervadsbro er dækket af buslinjerne 112 (Horsens) og 502 (Skanderborg-Brædstrup). Vær dog opmærksom på, at der er relativt få afgange. Det er også muligt at bestille en flextur. Ønsker du transport mellem to steder på ruten, kan du bestille en flextur. En flextur skal bestilles to timer i forvejen og kan bestilles via Rejseplanen. Søg bare på afgange mellem de to steder, og du vil få foreslået en flextur, hvis der ikke er busafgange.
Både i Voervadsbro og ved Klostermølle er der en teltplads. MolaMola Workshop i Voervadsbro har desuden en fuldt udstyret lejlighed som kan bookes.
Digital hjælp på ruten
Du kan bruge dette Google Maps-kort til at orientere dig på ruten. Alternativt kan du benytte det digitale kort på oplevgudenaa.dk, hvor du blandt andet kan se status på oversvømmelse og få inspiration til turen. På OplevGudenå-sitet kan du også finde inspiration til vandreturen og oplevelser undervejs.
Senest opdateret den 30. april 2026 af Casper Terkelsen
Faciliteter
- Afmærket rute
- Del af rute
Find vej
Ådalen 8-10
8660 Skanderborg
Sidst opdateret af::Destination Kystlandetinfo@kystlandet.com











