Gudenåstien etape 4 - Brestenbro til Den Genfundne Bro
10 kilometer lang skiltet vandrerute i den sydligste del af Søhøjlandet. På din vej mod Den Genfundne Bro kommer du over et område, der er kendt for en af Danmarks mest imponerende grupper af gravhøje.

På vandring i højderne
Etape 4 af Gudenåstien fører gennem et at de højest beliggende områder i Danmark. I det kuperede område omkring Underup ligger et større antal gravhøje, der bevidst blev placeret højt – både for at den afdøde skulle være tæt på guderne, men også for at højen kunne ses langvejs fra. Du kommer nær forbi højene på denne tur som også fører dig gennem skov og ad landeveje.
Om ruten
Denne etape er 10 kilometer lang. Den kan inddeles i tre dele. Den første (hvis du kommer fra syd) går ad landevej fra Brestenbro og nært forbi Nim. Anden del går ad naturstier og grusveje omkring Underup. Tredje del går ad landevej gennem Træden Skov til Den Genfundne Bro. På etape 4 går du ikke helt ned til åen, og derfor kan du heller ikke risikere oversvømmelse. Midt mellem Underup og Den Genfundne Bro går du gennem privat skov. Hold dig derfor til stierne, og undlad at gøre ophold i denne skov.
Du kan vælge at udforske området omkring Underup ved at følge ruter skiltet med gult. Fra Gudenåstien er der en 4 kilometer rundtur gennem Underup Vandskel. Fra Underup kan du gå skiltede ture ad trampestier gennem Vorbjerg Høje og Slaggård Banke, hvor du kan se områdets mange gravhøje.
Transport og overnatning
Ruten starter ved Gudenå Camping, hvor det også er oplagt at overnatte – enten i hytte, værelse eller eget telt. Der er café ved Gudenå Camping og en kiosk, hvor du kan proviantere med de mest basale fornødenheder.
Nær starten på etapen ligger også Nim Kano- og Shelterplads.
Nær afslutningen på etapen, Den Genfundne Bro, ligger Vestbirk Camping, der tilbyder overnatning i hytte, safaritelt eller eget medbragt telt.
Du kan komme til Brestenbro med bus 110, der kører mellem Horsens og Silkeborg. Bussen stopper også i nærliggende Nim, hvor der er dagligvarehandel. Bus 112 kører mellem Horsens og Vestbirk som ligger ganske nær Den Genfundne Bro. Ønsker du transport mellem to steder på ruten, kan du bestille en flextur. En flextur skal bestilles to timer i forvejen og kan bestilles via Rejseplanen. Søg bare på afgange mellem de to steder, og du vil få foreslået en flextur, hvis der ikke er busafgange.
I sommerperioden er det muligt at tage den gratis bus, Modstrømsbussen, der 1 gang dagligt kører i sydgående retning og stopper ved områdets campingpladser og teltpladser. Bussen stopper ved både Vestbirk Camping og Gudenå Camping.
Digital hjælp på ruten
Du kan bruge dette Google Maps-kort til at orientere dig på ruten. Alternativt kan du benytte det digitale kort på oplevgudenaa.dk, hvor du blandt andet kan se status på oversvømmelse og få inspiration til turen. På OplevGudenå-sitet kan du også finde inspiration til vandreturen og oplevelser undervejs.
Senest opdateret den 27. april 2026 af Casper Terkelsen
Faciliteter
- Del af rute
- Afmærket rute
Find vej
Bolundvej 4
8740 Brædstrup
Sidst opdateret af::Destination Kystlandetinfo@kystlandet.com














