©  Foto:

Nim Kano- og Shelterplads

Denne shelterplads med tre shelters ligger ved bredden af Gudenåen og har landgangsbro til kanoer. Alle har adgang til pladsen – uanset om du er vandrer på GudenåStien eller kanofarende.

Skøn shelterplads ved Gudenåen

Ved den sydlige del af Gudenåen ligger denne naturlejrplads, ganske tæt på landsbyen Nim. Pladsen har tre shelters, der alle har udsigt til åen. Pladsen er et oplagt valg for outdoor-turisten, der er på tur langs Gudenåen til fods eller i kano eller kajak. Generelt er denne shelterplads ret populær, så det anbefales at booke på forhånd.

 

Faciliteter

Der er ingen parkeringsplads ved shelterpladsen, da den er tiltænkt outdoor-turister. Til gengæld er der adgang til shelterpladsen både fra GudenåStien og via en landgangsbro fra vandsiden. Broen kan desuden også bruges som opholdsplads, og du er velkommen til at sidde her med fødderne i vandet.

De tre shelters har hver plads til syv personer og har hvert deres borde-/bænkesæt. Der er desuden muldtoilet og en vandpost, der er åben i sommerhalvåret.

Du er velkommen til at have hund med på pladsen, men den skal holdes i snor.

 

Booking

Shelterpladsen kan bookes via Horsens Kommunes Fritidsportal. Vær opmærksom på, at man booker enkeltpladser i shelteren. Hvis I er flere personer, der overnatter sammen, skal I derfor lave flere bookinger.

For at booke plads i shelteren skal man oprette sig som bruger i portalen.

Overnatning koster 50 kr. pr. nat pr. person. Det betales ved ankomst til MobilePay #35252.

 

Oplevelser i nærheden

Shelterpladsen ligger cirka 2 kilometer fra landsbyen Nim, hvor der er en dagligvarebutik med mulighed for at proviantere. Cirka 500 meter fra pladsen i lige linje ligger også Gudenå Camping, der har café samt mulighed for minigolf og kanoudlejning. Du er også ganske tæt på Vestbirk Søerne, Slaggård Banke, Sandvad Kro og Den Genfundne Bro.

Shelterpladsen ved Nim ligger i det kuperede, skovklædte Bakkelandet. På denne side kan du finde inspiration til oplevelser i nærheden.

På OplevGudenaa.dk kan du få overblik over oplevelser langs Gudenåen og GudenåStien.

Se denne side for andre shelterpaldser og anden primitiv overnatning i lokalområdet

 

Senest opdateret den 12. juni 2025 af Casper Terkelsen