©  Foto:

Fodboldgolf FÆNGSLET

I Fængselsparken i Horsens kan du prøve en sjov aktivitet med vennerne eller familien. Her ligger nemlig en flot 18-hullers fodboldgolfbane, der byder på sjove udfordringer for alle niveauer.

Fodboldgolf i unikke rammer

I skønne grønne omgivelser, men med udsigt til pigtråd og fængselsmure, ligger dette oplagte bud på en aktivitet i Horsens. Her kan du i sommerhalvåret gå en runde på 18-hullers banen og teste teknikken med læderkuglen. Banen ligger i det grønne, græsklædte areal på vestsiden af FÆNGSLET og rummer varierede udfordringer, der er designet til at teste både præcision og teknik. Bander, ramper og forhindringer gør, at det sjældent bare handler om at skyde langt og ligeud.  

De unikke rammer er tænkt ind i oplevelsen, og undervejs på runden vil du støde på fakta om Fængslets historie. Banen ligger desuden ved 1000-meterstien, der går hele vejen rundt om FÆNGSLET. Banens udviklere har ladet sig inspirere af dette og har lavet en bane, der kræver 1000 meters vandring.

 

Om fodboldgolf

Fodboldgolf bruger samme regler som minigolf, men med en fodbold i stedet for golfkugle og kølle. Banen er længere – dog ikke nær så lang som en almindelig golfbane. Mange af udfordringerne fra minigolf benyttes også i fodboldgolf, hvilket gør, at præcision er vigtigere end skudkraft. Ligesom i minigolf har man max 10 skud ved hvert hul, og man har et scoreboard med sig rundt på banen.

Det anbefales at spille i kondisko. Vær opmærksom på, at fodboldstøvler ikke er tilladt.

 

Boldhuset

Når du ankommer til fodboldgolfbanen, skal du søge mod boldhuset. I boldhuset er der 65 bolde, repræsenteret ved 65 fodboldlegender. Blandt legenderne findes nogle af de største internationale stjerner, danske fodboldkoryfæer samt stjerner fra den lokale fodboldstolthed, AC Horsens. Hvem vil du repræsentere på banen?

I boldhuset er desuden instruktioner, regler og praktisk information.

 

Åbningstider og priser

Fodboldgolf FÆNGSLET er selvbetjent og åben alle ugens dage fra klokken 10 til mørkets frembrud. Sæsonen løber fra 1. april til og med 30. september. Der er ingen booking - du møder bare op. I forbindelse med store koncerter, events og festivaler i fængselsparken, vil fodboldgolfbanen ikke være tilgængelig. Tjek eventuelt FÆNGSLETs kalender på forhånd.
Du kan se de aktuelle priser på Fodboldgolf FÆNGSLETs hjemmeside.

 

Kulturinstitution og oplevelsesmekka

Det gamle Horsens Statsfængsel er i dag et oplevelsessted med mange funktioner. Mest kendt er uden tvivl Europas største fængselsmuseum, men her er også en café, et overnatningssted, escape rooms, en park, en legeplads samt afholdelse af et væld af events i løbet af året. Hvorfor ikke kombinere et spil fodboldgolf med nogle af FÆNGSLETs andre muligheder?

Find inspiration til øvrige oplevelser i Horsens på denne side.

 

Senest opdateret den 21. juli 2025 af Casper Terkelsen