Destination Kystlandet

Tjek ind for at tjekke ud: Weekendophold i Horsens

Er hverdagen begyndt at presse på? Tjek ind for at tjekke ud med et weekendophold i Horsens. Tjek ind med kulturen, tjek ind til en ordentlig seng og tjek ind med hinanden - med 48 timer i Horsens.

Et ægtepar nyder en drink i havestuen på Comwell Bygholm Park
Foto: Frame and Work

Så snart I træder ind ad dørene til receptionen, kan I mærke det. Med de afslappede egetræsmøbler, de gyldne lysekroner og stilheden sniger roen sig langsomt ind under huden. Hverdagens stress og jag har taget plads på bagsædet og nu skal der bare være tid til jer. Tid til at være sammen og udforske - både hinanden og området. 

 

Når hverdagen presser på, er det tid til at tjekke ind, for at tjekke ud. Og hvilken bedre måde at gøre det på, end med 48 timer i Horsens - en by fuld af både kultur, natur og fuldstændig ro. Hvor der er masser at opleve og intet at nå. 

Dronefoto fra stranden ved Saksild
Foto: Frame and Work

Fredag - Ankomstdag

Et godt weekendophold starter ofte allerede med turen derhen. I skal alligevel først tjekke ind på hotellet kl. 15, så I kan lige så godt få det meste ud af fredagen. Der er to helt oplagte afstikkere at tage, ud mod kysten, alt efter om du kommer nord- eller sydfra.

Kl. 12: Frokost

Hvis du kommer nordfra, stopper du i Hou, der ligger helt ud til Kattegat mellem Odder og Horsens. Her spiser I frokost på restaurant Køst, en kombineret deli og gastropub. Med en beliggenhed helt ud til havet, spiller fisk en naturlig rolle på menukortet.

stort frokostbord på Køst med forskellige fisk, laks, rødspiller, fiskefiletter, pæne tallerkner
Foto: Gammelmark Photography

Kommer I derimod sydfra går turen forbi Juelsminde. Her har I et frokoststop hos Restaurant Møllers - mon den står på deres ikoniske smørrebrød eller en klassisk frokostret som pariserbøffen? Det er helt op til jer. 

Efter frokosten kan I begge steder gå en tur på havnen eller langs vandkanten, inden I sætter kurs mod jeres base i Horsens.

SMørrebrød på et fad hos Restaurant Møllers i Juelsminde
Foto: Frame & Work

Kl. 15: Tjek ind

Klokken slår tre og I tjekker ind på jeres hotel - Comwell Bygholm Park. I træder direkte ind i den perfekte sammensmeltning mellem det 18. og det 21. århundrede, når I overnatter på dette smukke hotel, der i 1775 blev opført som en herregård. 

I er omringet af Bygholm Park, en grøn oase midt i Horsens. På bedste vis skaber det rammen for den weekend, I har foran jer, fyldt med kultur, historie og natur.

Et par går hånd i hånd mod Comwell Bygholm park
Foto: Frame and Work

I starter med en drink i baren og slutter fredagen med middag i restauranten, for at komme helt ned i gear.

Maskiner i Maskinhallen på Industrimuseet i Horsens
Foto: Frame and Work

Lørdag - Kultur og byliv

I vågner lørdag morgen, friske og veludhvilet efter en god nats søvn. Morgenmaden nydes i buffeten. I deler en portion friske vafler og fylder kaffen op en ekstra gang, så I er klar til dagen.

Formiddag: Byvandring og shopping

Lørdagens første aktivitet er en gåtur rundt i byen. I kan enten vælge at køre ind mod byen og finde en parkeringsplads, eller I kan gå turen gennem parken, hvor I finder en tunnel, der tager jer under stationen og fører jer direkte til gågaden. 

Par står hånd i hånd og kigger over sø i Bygholm Park med paraply
Foto: Frame and Work

Horsens har Danmarks bredeste gågade med et rigt butiksliv, restauranter, cafeer og små specialforretninger. 

Vi kan f.eks. anbefale at gå forbi specialbutikkerne Øl2Go, der - som navnet antyder - sælger diverse specialøl, Mokka T - byens te- og kaffeforretning, Spisekammeret, der både har delikatesser, specialvarer og brugskunst eller Blindes Arbejde, der siden 1929 har arbejdet på at skabe arbejdspladser til blinde og svagsynede i Danmark. 

De har (måske) de bedste opvaskebørster, I nogensinde kommer til at bruge, men kommer I forbi en lørdag må I nøjes med at vinduesshoppe. Heldigvis har de også en webshop, hvis I forelsker jer i nogle af deres fine, håndlavede produkter

Horsens gågade - danmarks bredeste
Foto: Adam Brosbøl

Formiddag: Gavlmalerier og skulpturer

Når I alligevel er i byen, skal I sørge for at holde øjnene åbne for de mange gavlmalerier og skulpturer, der er overalt omkring jer. Horsens er nemlig fyldt med streetart, og hvis I er ekstra nysgerrige, kan I downloade og følge streetart-kortet og kortet over skulpturalleen, der tager jer forbi byens mange kunstværker. 

Er vejret ikke til hverken byvandring eller vindueskig, kan I gå en tur ind i byens indkøbscenter, Bytorv Horsens, der byder på både shopping, cafeer og forskellige loungeområder.

Gavlmaleri af Welin i Horsens
Foto: Hanne Nielsen - Kunstner: Welin

Frokost: Dollys

Det nærmer sig frokosttid og I bevæger jer ned på havnen og den traditionsrige horsensianske restaurant Dollys. De ikoniske bygninger, der i dag huser restauranten, blev originalt opført som varmestue for havnearbejderne. Og den varme følelse gennemsyrer stadig lokalerne den dag i dag. 

Restauranten åbnede for mere end 30 år siden i en af nabobygningerne, og i 2011 rykkede de i lokalerne på havnen. Dollys er nok allermest kendt for deres stegte flæsk med persillesovs, men menuen byder også på mange andre klassiske danske retter.

Café Dollys i Horsens set udefra
Foto: Jesper Rais

Eftermiddag: Industrimuseet

Når tallerknerne er ryddet af bordet går I blot et par hundrede meter op ad vejen, hvor I lander på Industrimuseet. Her kan I få hele historien om både maskiner og mennesker i arbejde helt fra industrialiseringen og frem til i dag. I hovedbygningen kan I opleve alt fra de første dieselmotorer til en butiksgade fra 1950'erne til fortællingen om opfindelsen af farvefjernsynet.

Er I klar på endnu mere nostalgi, så gå en tur over i arbejderboligerne eller sæt jer til undervisning i skolestuen. Et bonustip, hvis du er fra Horsens, eller kender nogen der er: I skolestuen kan du finde gamle skolefotos fra byens skoler. Kan du mon spotte dig selv?

Butiksgangen på industrimuseet med skomager og tv-butik
Foto: Frame and Work

Aften: Aftensmad på en af byens restauranter

Efter en dag med både kunst og historie, er det blevet tid til en god middag på en af byens restauranter. I kælderen på Jørgensens Hotel, midt på gågaden, finder I restaurant Eydes. På mange måder minder det om en tysk rådhus-restaurant med hvælvede lofter, rustikke lysekroner og intime kroge. Når du åbner menukortet, trækkes I tilbage i gode kvalitetsråvarer. Hvad end I vælger en menu eller blot en ret fra kortet, er I sikret at smagen er i top. 

Borde i restaurant Eydes på Jørgensens Hotel
Foto: Jørgensens Hotel

Efter maden kan I nyde en dessert eller en drink på restauranten eller I kan vælge at gå videre til en af de hyggelige barer i byen. Det kan f.eks. være til en cocktail på Bar Pragt, en specialøl ved Morzybitten eller et glas cremant på Vores Lille Vinbar.

fængselsgangen på Fængslet i Horsens, det gamle statsfængsel
Foto: Frame and Work

Søndag - Historie og hjemtur

Søndagen starter lige som lørdag morgen med en tur i morgenmadsbuffeten på Comwell, inden I tjekker ud og vinker farvel til hotellet og parken. Dagen i dag står i historiens tegn.

Formiddag: Fængslet

Kom helt tæt på historien, når I besøger Fængslet og Fængselsmuseet. I mange år fungerede de gule bygninger på Fussingvej 8 som statsfængsel for nogle af de hårdeste kriminelle i Danmark, men i 2006 lukkede det som fængsel - og i dag er det genåbnet som et historisk museum. 

Her kommer I helt ind i cellerne, får historien tæt på og hører fortællinger om blandt andet den sidste halshugning i fredstid, rockergangen, der har huset Hells Angels og den episke fortælling om udbryderkongen Lorenzen. 

I kan både gå turen selv eller I kan tage en guidet tur og få det hele med. Et lille tip, hvis I både tager på Industrimuseet og Fængselsmuseet er, at købe et museumskort til alle byens fire museer. På den måde sparer I lidt penge, allerede ved disse to, og hvis der er mere tid, kan I jo med fordel tage endnu et museum på hjemturen.

Lorenzens gang på Fængslet i Horsens, det gamle statsfængsel
Foto: Frame and Work

Frokost og eftermiddag: Hjemtur og natur

Fra Fængslet er der "fri leg", om man vil. I har ét mål for dagen og det er at ende hjemme igen med fuldt opladede batterier. Men det betyder ikke, at I skal tage den direkte vej. Måske I opdagede en café lørdag, som I bare må prøve. Eller måske trænger I til at suge det sidste ro til jer i naturen omkring byen. 

Hvis sidstnævnte er tilfældet, kan I her se en liste over de smukkeste naturområder i Kystlandet. 

Kom godt hjem - måske vi ses igen? 

Et par står med ryggen til og kigger mod sø i Bygholm Park
Foto: Frame and Work

Guide: 48 timer i Horsens

Fredag - Ankomstdag

Kl. 12: Frokost 

Hvis I kommer nordfra starter turen i Hou med en frokost på Køst. 

Kommer I derimod sydfra gør i holdt i Juelsminde og frokost på Restaurant Møllers.

Kl. 15: Tjek ind

I tjekker ind på jeres hotel, Comwell Bygholm Park. 

Herefter en drink i baren og aftensmad på hotellet, inden I går til køjs. 

Lørdag - Kultur og byliv

Morgen: Morgenmad på hotellet

Morgenmaden nydes i hotellets store morgenmadsbuffet.

Formiddag: Byvandring og shopping

Formiddagen går med byvandring i Horsens, hvor I både kan shoppe og kigge på streetart. 

Tjek byens specialbutikker ud, f.eks: 

  • Øl-2-Go, der - som navnet antyder - sælger diverse specialøl.
  • Mokka T - byens te- og kaffeforretning.
  • Spisekammeret, der både har delikatesser, specialvarer og brugskunst.
  • Blindes Arbejde, der siden 1929 har arbejdet på at skabe arbejdspladser til blinde og svagsynede i Danmark. 

Gavlmalerier og skulpturer

Download Streetart-kortet og kortet over skulpturalleen og gå på opdagelse i byens kunst.

Frokost: Dollys

Frokosten nydes på en af byens mest traditionsrige restauranter, Dollys, der ligger på Havnen. Må vi anbefale deres mest populære ret; stegt flæsk med persillesovs.

Eftermiddag: Industrimuseet

Eftermiddagen står i historiens tegn, når den bruges på Industrimuseet, kun få hundrede meter fra Dollys. Her får I historien om både maskiner og mennesker i arbejde helt fra industrialiseringen og frem til i dag. 

Aften: Aftensmad på en af byens restauranter

Aftensmaden nydes på Eydes efter en dag med både kunst og historie. Efter maden kan I blive hængende og få en drink eller besøger en af byens mindre barer. Det kunne være: 

  • En cocktail på Bar Pragt.
  • En specialøl ved Morzybitten.
  • Et glas cremant på Vores Lille Vinbar.
  • ... Eller noget helt fjerde

Søndag - Historie og hjemtur

Morgen: Morgenmad på Comwell

Morgenmaden nydes endnu engang i hotellets buffet, inden I tjekker ud og vinker farvel til parken. 

Formiddag: Fængslet

Formiddagen bruges på Fængslet og Fængselsmuseet - det tidligere statsfængsel, der i dag fortæller historien om de mange mennesker, der brugte deres år bag fængslets mure. 

Tip: Hvis I både tager på Industrimuseet og Fængselsmuseet, kan I købe et museumskort til alle byens fire museer og spare lidt penge. 

Frokost og eftermiddag: Hjemtur og natur

Herefter går turen hjemover. Er I ikke til den lige vej, kan I gøre holdt ved en af områdets smukkeste naturoplevelser eller nyde en frokost på en af byens mange cafeer.