Guide: Efterårets smukkeste naturoplevelser i Kystlandet
Kystlandet er fyldt med smuk natur, rolige åndehuller og skønne udsigter, som kun bliver endnu smukkere i takt med, at årstiden skifter. Her får du seks af efterårets smukkeste naturoplevelser.

En smal halvø smyger sig ud mod midten af Horsens Fjord. Lave buskadser i orange, mørkegrønne og brune nuancer giver et praj om, at efteråret er på vej, men uden at tage udsigten fra de massive mængder vand, der omgiver tangen.
Kystlandet er fyldt med smukke naturoplevelser, rolige åndehuller og magiske udsigter, der kun bliver smukkere, efterhånden som sommer bliver til efterår. Her får du seks bud på smuk natur i området, der giver lige præcis den ro, der kan være behov for i en travl hverdag.

Borre Knob
Midt i Horsens Fjord findes den smalle halvø Borre Knob, der strækker sig langt ud i fjorden. Hvis du leder efter en skøn vandretur ved kysten, så er Borre Knob et oplagt udflugtsmål for dig.
Inden for meget korte afstande, ændrer Borre Knob udtryk og terræn. Det ene øjeblik går du mellem juletræsplantager og skov og det næste går du mellem rosenbuske på stranden. Turen rundt er ca. 4,5 km og undervejs kan du opleve både rig natur og et rigt dyreliv.

Bygholm Sø
En kort gåtur fra Horsens Station, gennem Bygholm Park, tager dig til en naturoplevelse midt i Horsens, af en helt anden kaliber. Tæt ved centrum finder du nemlig Bygholm Sø, der på elegant vis snor sig gennem landskabet.
Søen er en sand naturoplevelse, hvad end du er gående, løbende, cyklende eller afsted på mountainbike. Turen rundt er ca. 7,5 km på gåben og knap 10 km, hvis du er på mountainbike.

Trustrup Udsigtshøje
Nord for Horsens Fjord nær Sondrup Bakker finder du måske den bedste udsigt ud over Horsens Fjord. 70 meter over havets overflade finder du toppen af Trustrup Udsigtshøje - og et imponerende syn over fjorden.
Højene er klart et besøg værd i sig selv, men du kan også gå den som en del af Fjordminoen. Turen kan variere fra 1 km til 3 km - og det, der er længere.

Staksrode Skov
Langs Vejle Fjord, tæt ved Juelsminde, ligger den kuperede og uforstyrrede naturskov, Staksrode Skov. Området byder på en unik og spændende kyststrækning med stejle skrænter ned til Vejle Fjord.
I skoven er der tre vandreruter at vælge imellem. Længden varierer fra 2,5 til 5 km gennem smukt kuperet terræn. Her er rig mulighed for at spotte både vilde dyr og få et stykke danmarkshistorie med på vejen.

Den Genfundne Bro
I mere end 80 år var den, i dag ikoniske røde stålbro, pakket ind af en dæmning. I 2014 blev broen gravet fri og restaureret - og den dag i dag, er den et vidne om et imponerende stykke ingeniørarbejde midt i smuk natur.
Den bedste måde at opleve Den Genfundne Bro på, er ved at gå noget af (eller hele) Naturstien Horsens-Silkeborg, der følger den tidligere Bryrupbane. Hvis det bliver lidt for langt, kan turen også forkortes på en række forskellige måder.

Mossø og Sukkertoppen
Mellem Horsens og Silkeborg ligger Jyllands største sø, Mossø. Man kan næsten ikke nævne søen, uden også lige at nævne Sukkertoppen, en 108 meter høj bakke, der giver et fantastisk udsigt ud over Mossø og Søhøjlandet.
Mossø er 9 km bred og turen rundt er 28 km, der kan klares på cykel. Vil du hellere gå turen, kan du enten tage en kortere tur direkte til Sukkertoppen eller gå turen mellem Voervadsbro og Sukkertoppen, der er en naturlig del af Gudenåstien.






