Skip to content
Destination Kystlandet

Overnatning på Endelave

Der er noget særligt ved at blive på Endelave, når dagens sidste færge er sejlet. Her er der tid til at nyde ølivet, naturen og de små oplevelser i dit eget tempo. Find den overnatning på Endelave, der passer til dig – fra camping og hyggelige værelser til ferieboliger.

Kvinder kigger ud på vandet fra et vildmarksbad hos Campingpladsen Endelave
Foto: Drømmesteder

Bliv lidt længere på Endelave

En dag på Endelave kan hurtigt gå med vandreture, strandliv og oplevelser i naturen. Men hvorfor nøjes med en enkelt dag? Med en overnatning får du mulighed for at opleve mere af øen, tage dig god tid undervejs og nyde de timer, hvor færgen ikke længere bringer nye gæster til øen.

På Endelave finder du forskellige former for overnatning, der hver især giver deres egen ramme om øferien. Du kan slå telt op, tage på campingferie, finde et hyggeligt værelse eller leje en feriebolig med plads til hele familien.

Kroen Endelave
Foto: Kroen Endelave

Kroen Endelave - øens hjerte

Midt i det lille øsamfund ligger Kroen Endelave, der fungerer som et naturligt samlingspunkt for både øboere og besøgende. Kroen er øens eneste hotel og byder på en særlig kombination af hyggelig krostemning og afslappet badehotelferie.

Her kan du overnatte i lyse, indbydende værelser indrettet i klassisk badehotelstil og nyde et godt måltid i kroens restaurant. Med kroen som base har du hele Endelave inden for rækkevidde, hvad enten dagen skal bruges på vandreture, strandliv eller bare på at nyde øens særlige stemning.

Dronebillede af Campingpladsen Endelave med et glampingtelt og havudsigt
Foto: Kroen Endelave

Campingpladsen Endelave – øferie tæt på havet

Med udsigt til Kattegat og kort afstand til både stranden og Endelave By ligger Campingpladsen Endelave. Her kan du nyde campinglivet i naturskønne omgivelser med frisk havluft og god plads til at holde ferie på din egen måde.

Campingpladsen byder på flere forskellige overnatningsmuligheder. Samtidig er der gode fællesfaciliteter med fælles køkken-, toilet- og badefaciliteter samt mulighed for at benytte sauna og vildmarksbad mod betaling.

Herfra er det nemt at tage på opdagelse på Endelave, hvad enten du vil vandre på Kaninoen eller tage en dukkert ved stranden.  

Grøn hæk med skilt ved gult bindingsværkshus på øen Endelave i Destination Kystlandet
Foto: Kristoffer Loft

Privat overnatning på Endelave

Vil du opleve Endelave lidt tættere på? Rundt omkring på øen tilbyder private værter overnatning i hyggelige værelser, lejligheder og mindre ferieboliger. Her kan du finde din egen base for et par dage på øen, og du kan helt sikkert få et godt tip fra de venlige øboerværter om steder, der er værd at besøge.

Familie hygger på terrassen i et feriehus i Kystlandet og pige leger med hund og ild i bålfad
Foto: Feriepartner

Sommerhusferie på Endelave

Drømmer du om en ferie, hvor du selv bestemmer tempoet? Med et sommerhus på Endelave får du din egen base på den lille ø, omgivet af hav, strande og smuk natur. Endelave er som skabt til sommerhusferie. Øen er lille nok til, at du nemt kan komme omkring på cykel eller til fods, men samtidig stor nok til, at der er nye steder at opdage. 

Der findes sommerhuse forskellige steder på øen, og flere af dem udlejes til feriegæster. Uanset om du planlægger en forlænget weekend eller en hel uges øferie, giver et sommerhus dig friheden til at opleve Endelave på dine egne præmisser.

Shelterplads på Endelave
Foto: Hanne Nielsen

Primitiv overnatning på Endelave

Vil du opleve Endelaves natur helt tæt på og vågne op til fuglesang og frisk luft? På øen finder du også muligheder for primitiv overnatning, hvor du kan lade de moderne bekvemmeligheder blive hjemme og nyde det enkle friluftsliv. Du kan overnatte i shelters ved Endelave Skole, hvor der også er en bålhytte, eller sove i telt eller shelter hos Endelavelejren. Det er oplagte alternativer for dig, der foretrækker en enkel overnatning og gerne vil bruge det meste af tiden udendørs.