Gå til indhold
©  Foto:

Fyel Badesø

Midt i Bakkelandets smukke natur ligger denne nye badesø med strand i en tidligere grusgrav. Det er oplagt at tage en dukkert i søen på en varm sommerdag – eventuelt kombineret med store naturoplevelser i området.

Skønt badested i Søhøjlandet

Mellem Horsens og Silkeborg finder du denne nye badesø på en egn præget af bakker, skove og søer. Når du ankommer til badesøen, lidt syd for den hyggelige landsby Voervadsbro, bliver du mødt af et månelignende landskab. Søen er nemlig beliggende i en tidligere grusgrav, som i disse år bliver omdannet til et rekreativt område.

En parkeringsplads er blevet anlagt med god plads. Ved p-pladsen er der en toiletbygning, vandpost og et madpakkehus, hvor I kan nyde jeres medbragte frokost. Der er desuden flere andre borde/bænkesæt tilgængelige til ophold.

Herfra går en sti, som fører ned til selve badesøen. På den side af søen som du nu kommer først ned til, er der lavet en 50 meter lang strand.  På denne side er vandstanden lav og jævnt faldende de første otte meter. Men vær opmærksom på, at vandstanden herefter falder markant til seks meters dybde. Børn og uerfarne svømmere bør derfor kun opholde sig i vand på strandsiden.

På stranden er der desuden god plads til solbadning.

 

Naturligt og rent badevand

Fyel Badesø er en naturlig, grundvandsfødt sø. Du kan derfor som udgangspunkt forvente badevand af en god kvalitet.  Horsens Kommune tager løbende prøver af vandkvaliteten. I tilfælde af forurening vil dette blive meddelt på Horsens Kommunes hjemmeside samt på skilte på stranden.

 

Fra grusgrav til rekreativt område

Den nedlagte grusgrav udvikles i disse år som et nyt opholdsrum i naturen for alle. Første step i denne proces er den nye badesø. Naturen får lov til at passe sig selv – her sås hverken frø eller plantes træer. Langsomt, men sikkert klarer naturen selv opgaven, så det golde månelandskab erstattes af et grønt og frodigt paradis for naturelskere.

 

Udforsk Bakkelandet

Fyel Badesø ligger i et område med stor naturrigdom og flere spændende naturattraktioner. En kilometer fra søen ligger Den Genfundne Bro, som er blandt Danmarks mest populære naturattraktioner. Gudenåen løber også nært forbi søen, mens der også er flere spændende vandre- og cykelruter. Blandt andet går Naturstien Horsens-Silkeborg nært forbi. Og i nærliggende Voervadsbro kan du finde ruten Gudenåstien, som følger Gudenåens forløb over det smukke udsigtspunkt Sukkertoppen til historiske Klostermølle.

Er du til fiskeri, så ligger det store Fyelmose Put & Take et stenkast fra badesøen.

 

Leder du efter andre badesteder i området?

Fyel Badesø ligger i et område med flere naturlige badesøer. Samtidig er der ikke langt til østkystens skønne sandstrande. Få inspiration til strande og badesøer i Kystlandet på denne side.