Saksild - badeby med feriestemning
Odderkysten er hjem til en af Danmarks bedste og mest børnevenlige strande. Saksild er en charmerende ferieby i miniformat, men byder trods sin begrænsede størrelse dog på fine muligheder for oplevelser.

Hvor sol og sommer har hjemme
Saksild er en af Odderkystens populære feriebyer, hvor sommerhusliv, camping og strandture hører til dagens orden. Her er tempoet afslappet, og der er ikke langt fra morgenkaffen på terrassen til dagens første is eller en tur til vandet.
Selvom stranden er det naturlige samlingspunkt, er der også andet at opleve i Saksild og omegn. Du kan udfordre familien i minigolf, nyde et godt måltid eller tage på udflugt i det omkringliggende landskab med små landsbyer, gårdbutikker og grønne omgivelser.
Hvor ligger Saksild?
Saksild ligger ved Odderkysten i Østjylland, cirka 25 kilometer syd for Aarhus og 6 kilometer øst for Odder. Byen ligger i Odder Kommune tæt på Kattegat og er kendt som en populær ferieby med sommerhusområder og en af den jyske østkysts mest besøgte badestrande.
Saksild ligger centralt i forhold til flere østjyske byer, og du kan nemt kombinere en ferie ved kysten med udflugter til eksempelvis Aarhus, Odder og Horsens.
Afstande i bil fra Saksild:
- Odder: ca. 6 km
- Norsminde: ca. 7 km
- Hou: ca. 8 km
- Aarhus: ca. 25 km
- Horsens: ca. 30 km
- Billund: ca. 80 km

Saksild Strand
Saksild Strand er hjertet i områdets ferieliv og en af Østjyllands mest populære badestrande. Den brede sandstrand og det lave, børnevenlige vand tiltrækker både feriegæster og lokale, der kommer for at nyde en sommerdag ved kysten. Her er der plads til at brede strandtæppet ud, bygge sandslotte og tage en dukkert i Kattegat. Når sulten melder sig, er der ikke langt til en is eller lidt at spise.

Trekanten - Saksilds mødested
Trekanten er navnet på stedet, hvor spisesteder, ishuse, butikker og parkering findes ved Saksild Strand. Her kan du finde alt fra drikkevarer til måltider, kolde is og strandlegesager.

Sommerhusidyl og minigolf i Saksild
Træk væk fra strandens sommerliv, og gå en tur ad de små veje gennem Saksilds hyggelige sommerhusområde. Her ligger sommerhusene mellem grønne haver og høje træer, og lyden af fuglekvidder blander sig med bølgernes sagte brusen i baggrunden. Her er der plads til at sænke tempoet og nyde feriens små øjeblikke.
Midt i de rolige omgivelser finder du Minigolfbanen Saxild. Hos Danmarks ældste minigolfbane kan I dyste i de hjemlige omgivelser eller nyde et måltid mad, kolde drikke eller en is i den lille café.

Saksild – den gamle landsby bag kysten
Vidste du, at Saksild og Saksild Strand faktisk er to forskellige byområder? Mens Saksild Strand er vokset frem som et populært ferieområde ved kysten, ligger den oprindelige landsby Saksild cirka 1,5 kilometer inde i landet. Her er stemningen en anden, og du finder et lille landsbysamfund med kirke, skole, lokale butikker og gode smagsoplevelser.
Det er en lille afstikker fra strandlivet, men en fin mulighed for at opleve en anden side af Saksild.

Rude Strand – strandliv i roligere omgivelser
Lidt nord for Saksild ligger Rude Strand, hvor ferielivet foregår i et lidt roligere tempo. Her finder du et hyggeligt sommerhusområde og en dejlig sandstrand, der indbyder til både badeture, strandlege og lange gåture langs vandet.
Rude Strand er et godt alternativ til den mere livlige Saksild Strand, hvis du foretrækker færre mennesker og mere plads omkring dig. Her er der ikke samme udvalg af butikker og spisesteder lige ved stranden, men til gengæld kan du nyde den afslappede stemning og udsigten over Kattegat. Og får du lyst til en is eller lidt mere liv, er der ikke langt til Saksild.
Oplevelser i nærheden
Overnatning ved Saksild

Rolig familieferie ved Saksild
Influencer Maja Sülau inviterede hele familien, både børn og bedsteforældre, med en weekend på Saksild Strand Camping. Her er hendes bedste råd til en god weekend.
Aktiv ved Saksild

Vandreture ved Saksild
Tag vandreskoene af, og mærk sandet mellem tæerne på en vandretur ved vandkanten. Omkring Saksild er der mange kilometers uafbrudt strand, der egner sig glimrende til at gå og soppe i vandkanten. Vil du opleve landskabet bag kysten, kan du også udforske de lokale hjertestier ved Saksild.

Cykelture ved Saksild
Hop på cyklen, og oplev landskabet omkring Saksild i dit eget tempo. Omkring Saksild er der mange små landeveje gennem fladt, landligt landskab - veje som fører dig gennem landsbyer, åbne marker og langs Odderkysten. Tag f.eks. på udflugt til Hou eller Norsminde, eller læg vejen forbi en gårdbutik undervejs.

Kystfiskeri ved Saksildbugten
Tag fiskestangen med til Saksildbugten, og prøv lykken langs den østjyske kyst. Her kan du nyde udsigten over Kattegat, mens du venter på bid. Der er gode fiskespots ved bl.a. Dyngby og Kysing nær Saksild.
Spørgsmål og svar om Saksild
Hvor ligger Saksild?
Saksild ligger ved Odderkysten i Østjylland, cirka 25 kilometer syd for Aarhus og 6 kilometer øst for Odder. Byen ligger i Odder Kommune tæt på Kattegat og er kendt som en populær ferieby med sommerhusområder og en af den jyske østkysts mest besøgte badestrande.
Saksild ligger centralt i forhold til flere østjyske byer, og du kan nemt kombinere en ferie ved kysten med udflugter til eksempelvis Aarhus, Odder og Horsens.
Afstande i bil fra Saksild:
- Odder: ca. 6 km
- Norsminde: ca. 7 km
- Hou: ca. 8 km
- Aarhus: ca. 25 km
- Horsens: ca. 30 km
- Billund: ca. 80 km
Er alt indenfor gåafstand ved Saksild?
Saksild Strand er et lille relativt ferieområde. Spisesteder og butikker ligger ved Trekanten, hvor der også er parkering til Saksild Strand. Herfra er der kun hundrede meter ned til stranden. Også sommerhusområdet ligger i umiddelbar forlængelse af Trekanten.
Landsbyen Saksild og feriebyen Saksild Strand er to forskellige ting. Landsbyen ligger 1,5 kilometer inde i land, så hvis du vil besøge butikkerne i landsbyen, skal du være opmærksom på at der lige er et stykke vej langs landevejen.
Er der gratis parkering ved Saksild Strand?
Ja, der er en stor, gratis parkeringsplads ved Saksild Strand, ved Trekanten, cirka 50 meter fra stranden. På varme sommerdage kan der være mange besøgende, så det kan være en fordel at komme tidligt. Vær opmærksom på den lokale skiltning.
Er der elladestandere ved Saksild Strand?
Ja, der er elladestandere fra Ewii ved Trekanten ved Kystvejen 6 nær Strandshoppen. Der er både almindelig opladning og lynladning.
Er der offentlige toiletter ved Saksild Strand?
Ja, der er gratis offentlige toiletter ved Saksild Strand ved Kystvejen 10, ved stien som fører fra Trekanten og ned til stranden. Her finder du også et handicapvenligt toilet, som er åbent hele året. De øvrige toiletter er sæsonåbne fra 1. maj til og med uge 42. Der er desuden mulighed for at tage et brusebad.
Der er desuden offentlige toiletter lidt længere mod syd ved Chr. Petersens Vej - også ved stierne til stranden.
Kan man komme til Saksild med offentlig transport?
Ja, bus 302 kører mellem Odder og Saksild Strand, og nogle afgange fortsætter helt til Aarhus. Bussen stopper blandt andet ved Saksild Strand/Samsøvej tæt på stranden. Fra Aarhus kan du også tage Letbanen til Odder og skifte til bus 302. Fra Horsens kan du tage bus 306 til Odder og fortsætte med bus 302. Find den bedste forbindelse og aktuelle afgangstider på Rejseplanen.
Kan kørestolsbrugere og gangbesværede komme rundt i Saksild?
Ja, generelt er det muligt at komme omkring ved Saksild Strand. Der er parkering 100 meter fra stranden på jævnt grusunderlag. Herfra fører en sti med fliser ned til stranden. På stranden er der strandmåtter som gør det muligt at komme ned til vandet, og et stykke langs vandet. Der er generelt også gode adgangsforhold til butikkerne ved Trekanten samt et handicaptoilet, der er åbent hele året. Dog kan adgangsforholdene til de enkelte butikker og spisesteder variere. I sommerhusområdet og på de mindre veje og stier kan adgangsforholdene variere.























