©  Foto:

Minigolfbanen Saxild

Hygge og underholdning er i højsædet hos denne traditionsrige minigolfbane, som ligger få skridt fra østkystens bedste badestrand, Saksild Strand. Her kan både børn og voksne få en god oplevelse og kombinere spillet med et måltid mad eller en kold is i caféen.

Danmarks ældste minigolfbane

Hvis en minigolfbane kan kaldes historisk, så må det siget at være gældende for Saksilds stemningsfulde samlingspunkt for familiehygge, hvor utallige strand- og sommerhusgæster har fået minder og skønne oplevelser siden 1947. De 15 baner er originale og har mere end 75 år på bagen, men underholdningsværdien er absolut stadig intakt. Banen byder på udfordringer for både børn og voksne.

Indehaverne af den familieejede bane værner om den oprindelige stemning.  Her skal familiens ældre generationer kunne føle sig hensat til barndommen, mens børn skal sikres en god oplevelse med den tidløse form for underholdning som minigolf er. Kyst- og sommerhusstemningen er let at mærke, når du færdes ved banen. Stedet emmer af dansk sommerstemning. 

 

Mere end minigolf

Et besøg hos Minigolfbanen Saxild skal være en helhedsoplevelse. Derfor tilbydes meget mere end bare en runde med kølle og bold. Stedets café er en central del af oplevelsen. Her står personalet klar i køkkenet og serverer i højsæsonen lækre retter såsom sandwich, frikadeller med kartoffelsalat, salater, pølser og pizza. Og så er der hele 9 slags fadøl, 40 specialøl og et fint vinkort at vælge fra, når tørsten skal slukkes. Måske er det ikke alle i selskabet, som har lyst til en dyst på den gamle bane, og der sættes en ære i, at også de kan få en god oplevelse.

 

Kan vi friste med en lækker gourmetis?

Trænger I til en kold is i sommervarmen? Minigolfbanen Saxild tilbyder den lækreste italienske is fra Kastbergs. Der er mange skønne smagsvarianter, der kan nydes i både vaffel og bæger. Er der mon en i familien, som kan klare en Kæmpe Golfert med syv kugler, softice, guf og drys?

Hvis I gerne vil have søde sager med hjem til aftenhyggen, så tilbydes der også bland-selv-slik i kiosken.

 

Åben i sommerperioden

Minigolfbanen holder åbent i perioden, hvor solen danser og Saksild summer af liv. Omtrent fra maj til og med august. Der er både åbent i dagtimerne og om aftenen. Du kan se de aktuelle åbningstider på Minigolfbanen Saxilds hjemmeside.

På disse sider kan du læse mere om Saksild Strand og om oplevelser i byen.