©  Foto:

Kystfiskeri på sydsiden af Horsens Fjord

Den fredelige kystlinje på den sydlige del af Horsens Fjord byder på en del interessante fiskepladser, som har forskellige karakteristika og fangstmuligheder afhængig af sæson. Vi giver overblikket over nogle af de bedste spots på strækket.

Fiskeri ved Borre Knob

Borre Knob er en markant og smal tange, som strækker sig to kilometer ud i Horsens Fjord. Knoben er et slaraffenland for lystfiskere og byder på en stor alsidighed. Ved spidsen af revet kommer du helt ud til sejlrenden, hvor du fra land kan fiske på dybt vand med stærk strøm. Fiskeri fra spidsen er ganske effektiv, når havørreder trækker ind og ud af fjorden til forår og efterår, samt når hornfisken er i sæson.

Vestsiden af Borre Knob er et stort lavvandsområde, hvor du kan vade langt ud og fiske fra små sandbanker i retning af de mange tangbuske i området, hvor havørreder ynder at opholde sig. Der er ikke mange meter fra vest- til østkysten på Borre Knob. På østsiden er vandet dybere. Her er det nok den lille vig i den sydøstligste del af knoben, som giver bedst fiskeri. Særligt om vinteren er dette en fortrinlig plads.

Borre Knob er en populær plads. Tangen har dog tilpas meget kystlinje til at du altid kan finde en plads. Parkering kan foretages ved Borre Knob Konferencecenter, som også tilbyder private ophold i sommerperioden. Den smukke tur ud til spidsen er et par kilometer lang, mens det lavvandede område i vest ligger tæt på parkeringspladsen.

 

Fiskeri ved Boller Skov

Tæt på Horsens ligger Boller Nederskov, som er hjemsted for Boller Slot. Skoven går helt ned til fjorden, hvor der er en mole og badebro. Fra selve molen kan der fiskes på relativt dybt vand. Her er der også mulighed for fangst af ål.  Til højre for molen ligger et relativt fladbundet og lavvandet område med spændende og varierede bundforhold. Her kan du fiske over småsten, muslingebanker og tangbuske. I foråret og sommer er der her gode chancer for fangst af mindre havørreder, mens de større ørreder gerne kommer ind sidst på efteråret og vinter. Længere mod øst er der lidt større sten, der udgør et rigtig fint havørredvand.

Der kan parkeres i skovparkeringsplads på Boller Slotsvej, 300 meter fra molen.

 

Fiskeri på Hjarnø

Øen Hjarnø på sydsiden af Horsens Fjord kan nås med færgeforbindelse. Færgen sejler mere end 30 gange om dagen, og overfarten tager kun 5 minutter. Øen er ikke større end at man hurtigt kan bevæge sig til anden plads for varierede fiskeoplevelser. Du kan læse mere om fiskepladser på Hjarnø på denne side.

 

Fiskeri ved Snaptun

Det østligste punkt på sydsiden af Horsens Fjord, Hundshage, ligger i Tønballe Skov øst for Snaptun. Pladsen fra Hundshage og ind til Snaptun Havn er rigtig godt fiskevand. Hundshage er et typisk rev med en stærk strøm og mulighed for at fiske på dybt vand. Der er et godt efterårsfiskeri efter havørred og hornfisk i sæson. I tilfælde af østenvind kan vandet være grumset på grund af løs sten og jord fra klinterne mod syd.

Hele stykket mod vest er godt fiskevand, dog er dele af kysten ufremkommelig. Morgen og aften er der gode chancer for fangst af store ørreder på lavt vand. Ved Snaptun Sydstrand, tæt på havnen, er der en lille pynt, hvorfra du kan fiske over revler, badekar og tangbuske. Her er vinter og forår særligt fordelagtige.

Den bedste fangst får du ved Hundshage, men der er et stykke vej derud. Bare følg skiltene for Kyststien Snaptun-Juelsminde, der starter fra havnen. Der er cirka 2 kilometer derud ad den smukke tur gennem skoven. Fra parkeringspladsen på havnen er der kun 400 meter til pladsen på Sydstranden.

 

Andre fiskespots i området

På denne side om kystfiskeri i Kystlandet kan du finde inspiration til din næste fangst samt overblik over fiskepladser ved den jyske østkyst.

 

Mangler du det helt rigtige fiskeudstyr?

Effektlageret er lokalområdets største udbyder af fiskeudstyr. Foruden en stor webshop har Effektlageret en fysisk butik i Horsens med et stort udvalg til enhver form for fiskeri.

 

Oplevelser ved Horsens Fjord

Horsens Fjord byder på spændende ruter, øer, overnatning, oplevelser og meget mere. På denne side kan du finde information og inspiration til dit besøg ved Horsens Fjord.