A woman walking with an SUP-board in Juelsminde

På SUP board i Kystlandet

Foto: Lasse Torp

Med 266 km kystlinje, søer og lange vandløb kan store dele af Kystlandet indtages fra vandsiden. Så tag paddleboardet under armen og udforsk vores hav, fjorde, øer, søer og Danmarks eneste flod.  

SUP spots i Kystlandet

Liste
Kort
Children sitting on an SUP-board at Husodde Beach
Foto: Destination Kystlandet

Horsens - fjordbyen med gode faciliteter

For enden af Horsens Fjord ligger fjordbyen Horsens, hvor der omkring havnen er gode, rolige vindforhold samt fine faciliteter. Ved bystranden Langelinie er der lavt vand og glimrende forhold for nybegyndere, kombineret med masser af liv og sommerstemning i de urbane rammer. Det er muligt at leje SUP-board ved havnen i Horsens samt ved Husodde Strand. 

Spots: Inderhavnen og lystbådehavnen, Langelinie, Husodde Strand

Læs mere

Juelsminde - havneby og feriestemning

Den hyggelige ferieby Juelsminde ligger ud til Kattegat ved den jyske østkyst. Her kan du udforske en af landets hyggeligste havnebyer fra vandsiden og få et unikt indblik i byens liv. Juelsminde ligger næsten omringet af fine badestrande hele vejen rundt om byen. Det er derfor altid muligt at placere sig et fordelagtigt sted baseret på vind og vejr. Du kan padle hele den 5 km lange tur rundt om halvøen Bjørnsknude uden at forlade byen.

Spots: Storstranden, Juelsminde Havn og Marina, Bjørnsknude, Sandbjerg Vig Strand, Strandhuse Strand.

Læs mere

Endelave - SUP på kaninernes ø

De vilde kaniners ø i Kattegat, Endelave, er en times færgesejlads fra den jyske østkyst. Tag SUP-boardet under armen på en dagstur til øen, hvor du let kan placere dig strategisk afhængig af vind og vejr. Langs øens lange kyststrækning er der ganske fredeligt og du kan få en stor naturoplevelse til lands og til vands ved at bevæge dig rundt på øen med flere stop.

Spots: Havnen, Øvre, Klinten, Kloben, Søndermølle Strand

Læs mere

Saksild Strand - SUP langs østkystens bedste strand

En af den jyske østkysts absolut bedste badestrande ligger i Saksildbugten, hvor klart, lavt, roligt og azurblåt vand krydret med gode faciliteter udgør et glimrende spot for SUP-turen. Parkering lige ved stranden, mulighed for leje af SUP-board samt livreddere er blandt fordelene. Nær Saksild er der flere andre strande med lignende forhold, men med langt færre badegæster. 

Spots: Saksild Strand, Rude Strand, Dyngby Strand

Læs mere

Gudenåen - medstrøms på Danmarks eneste flod

Gudenåen udgør en unik ramme for SUP. På den sydligste del af Gudenåen er naturen ganske smuk og jungleagtig, og smalle snoede strækninger af åen kombineres med mindre søer. Den sydlige del af Gudenåen er ensrettet, så man kun kan padle med strømmen, men du kan gratis hoppe på Modstrømsbussen tilbage til udgangspunktet. Vær opmærksom på, at du skal købe et gæstenummer til 75 kroner, og at sejlads kun er tilladt fra 16. juni og resten af året. 

Spots: Bredvad Mølle, Tørring, Verdens Ende, Vestbirk Camping, Gudenå Camping, Voervadsbro

Læs mere

Klostermølle - SUP ved Jyllands største sø

Ved bredden af Jyllands største sø, Mossø, ligger det spændende kulturhistoriske udflugtsmål Klostermølle. Her ved det gamle kloster/papirfabrik i Søhøjlandet har du let adgang til vandet fra en mindre strand. Mossø, som er en del af Gudenåen, er så tilpas stor, at der kan være bølger og vandforhold som minder om fjorde - især ved østenvind. På vindstille dage kan der dog være ret begyndervenligt. 

Læs mere

Boller - SUP-tur blandt sæler

På sydsiden af Horsens Fjord, ganske tæt på byen Horsens, ligger Boller Skov og Boller Slot ned mod kysten. På strækket fra skoven og mod øst er der mange sæler, og du har mulighed for at padle forbi dem i det lave vand. Vandet her i inderfjorden er generelt roligt og begyndervenligt. Undlad dog at padle langt ud i fjorden til den dybe sejlrende, hvor strømmen kan være ret stærk.

Spots: Boller Mole i Boller Skov, Sejet Strand

Læs mere

Hou - sjov på vandet i færgebyen

Hou (ikke at forveksle med Hou i Nordjylland) er mest kendt for sine færgeafgange til Samsø og Tunø og sin store lystbådehavn. Her ved porten til det blå Østjylland er der gode rammer for SUP, og flere interessante og forskelligartede spots. Det er populært at padle omkring havnen, men pas på de mange både og hold afstand til færgelejet.   

Spots: Hou Havn, Hou Strand, Hou Nordstrand, Hølken Strand, Ravnskoven.

Læs mere
Dronefoto af Træskohage Fyr og Grund Skov
Foto: Alexander Mogensen

Vejle Fjord - Smukt og fredeligt

Den naturlige skønhed er til at få øje på, når du står på SUP på nordsiden af Vejle Fjord. Her popper små strande op langs Danmarks længste kystskov med markante skrænter. Fra den vilde kyst ved Stenhøj Strand til de smukke omgivelser ved Hotel Vejlefjords park eller de skønne strande ved Daugård og Rosenvold – Vejle Fjord byder på stor afveksling og god adgang til kysten.

Spots: Rosenvold Strand, Stenhøj Strand, Fakkegrav Strand, Stouby Strand og Træskohage Fyr , Daugård Strand.

Læs mere
Blomster ved kysten ved Norsminde Fjord
Foto: Destination Kystlandet

Norsminde Fjord - den ukendte fjord

Syd for Aarhus ligger den lille fredelige Norsminde Fjord godt skjult i landskabet. Det er muligt at udforske fjorden på SUP-board (kan sættes i vandet vest for Kystvejen, på nordsiden). Turen fjorden rundt er 7 kilometer. Vær dog opmærksom på, at den inderste del af fjorden længst væk er fredet i sommerhalvåret, da fjorden er et fuglereservat. Ved den hyggelige havneby Norsminde kan du kombinere med en tur på paddleboard ud til Kattegat omkring Kysing Næs. 

Læs mere