©  Foto:

Kløverstierne ved Hornsyld

I landsbyen Hornsyld er der fire skiltede vandreruter af forskellig distance, som gør det muligt at opleve byen, omegnen, den omkringliggende natur og historiske bygninger på veltilrettelagte vandreruter med gode faciliteter.

4 skiltede vandreruter

Langt de fleste danske byer byder på gode vandremuligheder, som gemmer sig lige bag byens trafikerede veje. Som skjulte skatte, der venter på at blive udforsket, ligger stier og små veje og fører gennem villakvarterer og bynær natur, hvor de let kan ligge i uvidenhed for alle andre end de særligt lokalkendte eller udforskningslystne typer.

I Hornsyld bliver du hjulpet på vej af fire skiltede vandreruter, som byder på varieret landskab og forskellige temaer. Der er mange borde/bænkesæt langs ruterne samt mulighed for overnatning i shelters. Du kan vælge at gå én af ruterne eller sammensætte dem efter behov/lyst. 

 

Blå rute: Langs den gamle jernbane

Denne rundtur på 5,3 kilometer går til landsbyen Bråskov vest for Hornsyld. Ruten går gennem fin, bynær natur langs med Urlev Å og den gamle Horsens-Juelsminde jernbane. Hornsylds status som stationsby blev afsluttet i 1954, da jernbanen lukkede, men sporene efter togdriften kan ses endnu.

Både Bråskov og Hornsyld havde dengang egen station, og togdriften var med til at udvikle områdets befolkningstal og butiksliv. På turen bør du også lægge mærke til Brå Mølle og Bråskovgård Efterskole.

 

Rød rute: De fire landsbyer

Den røde rundtur på 7,2 kilometer fører gennem de fire oprindelige stationsbyer, Hornsyld, Hornsyld Stationsby, Nebsager og Bråskov.

Ruten hylder områdets kulturarv. For en by med 1800 indbyggere har Hornsyld altid haft et stort udbud af butikker og servicetilbud, der har gjort dem uafhængige af større byer. Bl.a. har byen historisk haft egen kro, og sygehus – og den dag i dag er der stadig mange butikker og flere skoler. Der er også et rigt foreningsliv samt flere store produktionsvirksomheder, som gør, at der er flere arbejdspladser end indbyggere.

 

Sort rute: I omegnen af Hornsyld

Den sorte rute er 10,2 kilometer lang og fører langs udkanten af byen og rundt i det bølgende marklandskab sydøst om Hornsyld. Undervejs kommer du bl.a. forbi herregården Skerrildgård og den gamle Nebsager Kirke fra 1200-tallet.

 

Grøn rute: Kort tur i byen

Den grønne rute er en kort rundtur i hjertet af Hornsyld på 2,6 kilometer. Hele ruten er belyst, så den også kan gås eller løbes efter mørkets frembrud.

 

Følg skiltene eller digitalt kort

De fire ruter er skiltet fysisk med pile i de respektive farver. Du kan også vælge at følge ruterne på din smartphone via dette digitale kort (Google Maps).

 

Inspiration til andre vandreruter i området

Kystlandet byder på et væld af vandreruter for enhver smag. I vores vandresektion kan du finde forslag til vandreruter af enhver slags uanset om du søger de lange ruter, kortere rundture eller går efter vandreture i en bestemt form for natur – f.eks. skove, engområder eller rundt om søer.