Tag på shopping i Odder
Odder byder på et hyggeligt shopping-miljø med en lang gågade og charmerende torve. Her er der butikker for enhver smag og gratis parkering lige ved døren.

Med 14.000 indbyggere er Odder langt fra en storby, og med nærheden til større byer som Aarhus og Horsens, kan man let få den tanke, at den kunne have karakter af en forstad - men det er langt fra tilfældet.
Odder er en meget selvstændig by, hvor byens borgere kan få alt hvad de har brug for i byen - og det gælder også for dig som gæst. Odder har et stærkt handelsliv, centreret omkring den hyggelige gågade, Rosensgade. Du finder både kendte kæder og interessante specialbutikker. Og når du har brug for en pause, er der gode mulighed for at nyde et måltid eller kolde drikke ved de centrale spisesteder. Det er et centrum som fint kan måle sig med større byer - dog får du den lille bys personlige service, lokalt forankrede butikker og en afslappet stemning.
Der er mere end 1.000 gratis parkeringspladser ved midtbyen, og du kan parkere lige i hjertet af byen uden at risikere trafikpropper.
Byliv i centrum

Rosensgade
Odders gågade, Rosensgade er centrum for byens handel og liv. Den cirka 500 meter lange gade har et bredt udvalg af butikker med alt fra apotek til genbrug, specialiteter og tøj. Find fx specialiteter hos Blas Kaffe & The eller Romagnolske lækkerier hos Piccolo Convento - eller find dit nye modetøj hos en af de mange tøjbutikker som fx Velklædt. Midt på gaden ligger Biffen Odder, så det kan anbefales at kombinere indkøbet med et par timers popcorn og film.

Torvene
Langs Rosensgade er der to torve, Torvet og Polititorvet, hvor der er både opholdsrum, butikker og spisesteder med udeservering. Torvene er et oplagt sted at nyde en kold is eller drikkevarer på turen. Torvet er byens centrale hjerte og er for nylig blevet renoveret med plads til både leg og ophold. I forlængelse af Polititorvet ligger Folkeparken - en grøn oase i bymidten med en fin legeplads.

Kvickly Odder
Kvickly Odder er ikke bare et supermarked - det er en institution og et samligspunkt i byen. Her finder du både slagter, bager, en stor vinafdeling og sågar et kunstgalleri på 1. sal. Kvickly ligger lige ved Folkeparken, et par hundrede meter fra gågaden. Omkring Kvickly ligger desuden flere større dagligvarehandler og kædebutikker.
Hvor kan jeg købe gavekort til shopping i Odder?
Handelsstandsforeningen Køb Odder har et gavekort som kan benyttes i mere end 50 lokale butikker. Gavekortet kan købes fysisk hos Kvickly Odder eller hos Bog & Ide på gågaden. Du kan også købe det digitalt på Køb Odders hjemmeside. Her kan du også se en liste over, hvilke byer der tager imod gavekortet.

Gratis parkering i Odder Centrum
Gågaden og Torvet i Odder er reserveret til fodgængere, men der er mulighed for at parkere kun få skridt fra Rosensgade. Der er over 1000 gratis parkeringspladser i Odder Centrum, og det er altid muligt at finde en plads eller handicapplads i kort gåafstand.
Udvalgte butikker
Udvalgte spisesteder i midtbyen
Restauranter, caféer, take away, udendørs servering. Der er lidt af det hele i Odder Centrum. Der er selvfølgelig ikke storbyens udvalg, men kvaliteten er god og spisestederne er interessante.
Events i midtbyen
I højsæsonen og ved højtider er der ofte gang i Odders gader og stræder med aktiviteter som Shopping By Night, Landmanden kommer til byen, Sommer i Odder, Høstfest og Halloween. Se alle planlagte aktiviteter på www.købodder.dk.
Årets højdepunkt er Odder Byfest, som hvert år afholdes i ugen op til den første weekend i august. Her vil der være masser af liv i byen, koncerter, markeder, festtelte og meget mere.
















