Gå til indhold
©  Foto:

Stenhøj Strand

For foden af de stejle skrænter i Staksrode Skov ved Vejle Fjord ligger denne rustikke og dramatiske strand. Gå en tur på stranden mellem væltede træer, kig efter fossiler eller tag en dukkert fra badebroen.

Østjyllands vildeste strand

Glem alt om fint hvidt sand, iskiosker og livreddertårne. Stenhøj Strand byder på vild, utæmmet og storslået natur på Østjyllands mest dramatiske kyststrækning.

Stranden ligger ved det smukke Staksrode Skov, hvis høje skrænter med væltede træer, som ligger hulter til bulter, er et besøg værd. Du kan parkere ved den offentlige parkeringsplads i skoven, for enden af Stenhøjsvej. Herfra er der ikke langt til skrænterne, hvorfra du har en flot udsigt over fjorden og havet. Langs skråningen snor de mange trapper sig ned mod stranden.

I sommerperioden er der en lille badebro på stranden, hvorfra du sagtens kan tage en dukkert eller svømmetur i det rene vand i Vejle Fjord, men derudover skal du ikke forvente faciliteter.

Du kan gå en tur på den cirka tre kilometer lange strand, men vær opmærksom på, at du nok skal kravle over væltede træer. Den plastiske ler i skrænterne kan ved store regnskyl og tøbrud suge så meget vand, at den pludselig skrider ned mod vandet og tager store træer med sig. Da Staksrode Skov er urørt skov, får træerne lov til at ligge – her har naturen frit spil. De ekstraordinære forhold på stranden giver samtidig optimale forhold for at finde fossiler.

 

Kombiner med en skovtur

En tur til Stenhøj Strand hænger uundgåeligt sammen med et besøg i Staksrode Skov, men det er absolut ikke en dårlig ting. Det er en virkelig flot skov med gode faciliteter. Der er tre ruter, som fører rundt i skoven, og som eventuelt kan kombineres. Den gule rute på 2,4 kilometer er særdeles smuk og fører gennem områderne Store- og Lille Bjergfald samt borgruinen Stagsevold.

Skoven har desuden hele tre naturlejrpladser – heriblandt en shelter på toppen af en skrænt med en fantastisk udsigt.

 

Flere strande i Kystlandet

På denne side kan du finde inspiration til flere strande og badesteder ved den jyske østkyst i området omkring Juelsminde.

Læs også vores guide til oplevelser på nordsiden af Vejle Fjord.