©  Foto:

Pøt Strand

Ved sommerhusområdet Pøt Strandby mellem Snaptun og Juelsminde ligger en række fredelige, mindre badestrande. Her er der ikke mange faciliteter, men naturen er flot og badevandet er af en fin kvalitet.

Rolig og fredelig badestrand ved kysten

Nyd østkystens rolige, milde badevand fra denne lille badestrand ved Pøt Strandby. For enden af Pøtvej ligger en parkeringsplads ned til stranden. Herfra fører en sti ned til en naturstrand, der ligger for enden af en skrænt, afskærmet fra det bagvedliggende liv og aktivitet. Stranden har sandbund, der deles op af kystsikringsanlæg. Ved parkeringspladsen finder du et lille opholdsareal med græs.

 

Fra strand til strand

Fra parkeringspladsen kan du vælge at følge det store græsareal mellem sommerhusene og vandkanten. Et par hundrede meter mod syd kan du tage en sti ned til endnu en strand. Her er der badebro og borde/bænkesæt.

Følger du kysten lidt længere kommer du til en lille skov. På den anden side af denne skov kommer endnu et badepunkt, Nørgård Strand, hvor der er en stor flot badebro, og en imponerende udsigt fra græsbakken, som skråner ned mod havet.

Herefter følger endnu en skov efterfulgt af endnu en fin strand, Sønderby Strand.

 

Om Pøt

Der er med andre ord mange muligheder, og det kan være en oplevelse i sig selv at gå en tur i området og besøge de mange små badesteder, skoven og det hyggelige sommerhusområde.

Pøt Strandby adskiller sig fra andre sommerhusområder på Juelsmindehalvøen ved at ligge relativt isoleret, langt fra byer og butikker. Stedet emmer af fred og idyl. Samtidig gør skoven, som omkranser ferieområdet, at man føler sig omgivet af natur med mange muligheder for korte gåture. Flere steder er der ret høje skrænter ned mod vandet og træer, der ligger hulter til bulter.

Pøt Strandby ligger på den populære vandrerute Kyststien Snaptun-Juelsminde. Herfra er der cirka 8 kilometer til havnebyen Snaptun, og fire kilometer til As Vig Strand.

 

Find flere strande i området

I Kystlandets guide til strande i Horsens, Odder og Hedensted kommuner kan du finde inspiration til din næste strandtur