Destination Kystlandet

Vandreruten på Hjarnø

Gå på opdagelse på Hjarnø ad den 8 km lange oplevelsesrute "OPLEV HJARNØ – En vandring gennem natur, kultur og historie". Langs ruten finder du QR-koder med fortællinger, lyd og billeder om øens fugleliv, spiselige urter, vikingehistorie og livet på den lille ø i Horsens Fjord.

Venner, Min partner, Mig selv, Børn
Solnedgang ved trampesti i mark på Hjarnø
Hjarnø, Østjylland
Ture på egen hånd
Foto: Melissa Villumsen© Destination Kystlandet

Til fods i Det Østjyske Øhav

Hjarnø er en lille, fredelig ø i Horsens Fjord og en del af Det Østjyske Øhav. Med hyppige færgeafgange fra Snaptun er det nemt at besøge øen året rundt. Her finder du både spisesteder, kunsthåndværk, strande, historiske seværdigheder, et rigt dyreliv og den særlige ro, som kendetegner livet på en lille dansk ø.

Hjarnø er stor nok til at byde på varierede naturoplevelser og spændende fortællinger, men lille nok til, at du kan opleve hele øen til fods. På øens vandrerute kommer du tæt på både natur, kultur og historie, mens QR-koder langs ruten giver adgang til fortællinger om alt fra fugleliv og spiselige urter til vikingehistorie og livet på Hjarnø gennem tiden.

Natur, kultur og historie langs ruten

Fra færgehavnen på Hjarnø fører ruten dig rundt om Odden, langs de østlige skrænter, tilbage og videre ad Hovedvejen til Nordre Strandvej med udsigt mod Alrø. Herfra fortsætter stien langs kysten tilbage mod færgen.

Den samlede rute er cirka 8 km lang og kan opleves i ét stræk eller opdeles i mindre etaper undervejs.

Langs ruten møder du formidlingspæle med QR-koder, som giver adgang til fortællinger, lyd og billeder om de steder, du passerer. Undervejs kan du blive klogere på fuglelivet i Horsens Fjord, havørne, digesvaler og den spættede sæl samt få indblik i livet under havoverfladen med fortællinger om tang, muslinger og fjordens særlige natur.

Ruten bringer dig også tættere på Hjarnøs kulturhistorie. Du kan dykke ned i historier om stenaldermennesker, vikingernes tilstedeværelse på øen og de spor, som fortiden har efterladt i landskabet.

Mellem fortællingerne er der god tid til bare at være på øen. Nyd udsigterne over Horsens Fjord, mærk roen på de små veje og stier, og oplev den særlige stemning, som gør Hjarnø til et af de steder, hvor natur, historie og nærvær går hånd i hånd.

Oplevelsesruten er udviklet af lokale kræfter på Hjarnø i samarbejde med museer og kulturinstitutioner. Fortællingerne bygger på både faglig viden og lokale historier, som bringer øens natur og kulturarv til live.

Praktisk information

Vandreruten følger veje og stier rundt på Hjarnø og kan opleves i dit eget tempo. Ved rutens formidlingspæle finder du QR-koder, som giver adgang til de digitale fortællinger, så husk at tage din smartphone op af lommen, så den er klar til at scanne QR-koder og tage billeder.

Bemærk, at der ikke er en afmærket vandrerute langs Hjarnøs nordkyst. Det skyldes at der er flere fuglekolonier, som yngler her. Vi anbefaler derfor, at du ikke går rundt langs øens nordlige kyst. 

Inspiration til andre oplevelser på Hjarnø

Undervejs på turen har du rig mulighed for at opleve øens attraktioner. På denne side kan du finde yderligere inspiration til oplevelser på Hjarnø.

Skrevet af Destination Kystlandet. Senest opdateret den 10. juni 2026 af Louise Klint Nielsen.

 
Læs mere
Faciliteter
  • Afmærket rute

Find vej

Hjarnø Havn

7130 Juelsminde

Find vej
Loading map...

Sidst opdateret af::Destination Kystlandetinfo@kystlandet.com

Relaterede produkter