©  Foto:

SUP board- og sit-on-top kajakudlejning hos Rosenvold Strand Camping

Oplev smukke Vejle Fjord fra vandet. Lej et SUP board eller en sit-on-top kajak og nyd flere timers vandaktiviteter, hvor hele familien kan være med.

En dag på vandet

Rosenvold Strand Camping ligger lige ned til Vejle Fjord og er dermed det perfekte sted for vandaktiviteter. Den smukke kystlinje indbyder til timevis af aktiviteter på vandet, både på SUP board eller i kajak, og når vinden frisker op, er det et oplagt sted for kite- og windsurfing.

 

Udlejning

Hos Rosenvold Strand Camping kan du både leje SUP board eller sit-on-top kajak.

SUP board er en sjov aktivitet for hele familien. Der både mulighed for at få pulsen op og udfordret balancen. Lej et SUP board inkl. redningsvest i 3 timer for 200 kr. 

Sit-on-top kajak er en oppustelig kajak med plads til to voksne og et mindre barn. I kajakken er der både mulighed for at fiske, ro på tur eller blot nyde en tur på vandet. Priserne for leje af sit-on-top kajak:

  • 3 timer inkl. redningsveste og pagajer: 400 kr.
  • 7 timer inkl. redningsveste og pagajer: 700 kr.

 

Oplevelser både mod vest og øst

Hvis du sejler mod vest, ind i fjorden, møder du et morænelandskab med op til 20 meter høje skrænter, som er en fantastisk kulisse for kystnære ture. Turen går både forbi det fortryllende Hotel Vejlefjord og det ikoniske Træskohage fyr.

Mod øst går turen forbi Rosenvold Slot, hvorefter du møder Staksrode Skov, som skaber en eventyrlig kyststrækning med træstammer der rækker ud i havet. Sejl ind ved Stenhøj Strand og tag den korte gåtur gennem skoven til Stagsevold Borgruin.

 

Rosenvold Strand Camping

Rosenvold Strand Camping er en fin og familievenlig campingplads med gode faciliteter. Her kan du leje hytter, glampingtelte eller mobile home og overnatte i komfortable og smukke rammer ned til en fin badestrand. Det er ikke kun fra vandsiden at Vejle Fjord viser sig flot frem. Rosenvold ligger omgivet af skove og naturområder, der venter på at blive udforsket. Pladsen ligger midt mellem Juelsminde og Vejle, og der er mange oplevelser indenfor kort køreafstand. 

 

Mere kajak og SUP

Følg disse links for at se vores guides til henholdsvis kajak og SUP i Kystlandet. 

 

Senest opdateret den 16. oktober 2025 af Casper Terkelsen