Bakkelunden
I gåafstand fra Horsens Centrum ligger byens nye park, som er et stort hit blandt børnene. Her er en stor legeplads og masser af legeredskaber spredt rundt i parken, så familiens yngste rigtig kan tumle i naturen. Samtidig er der gode muligheder for at slappe af i de mange opholdsarealer og nyde godt af de gode faciliteter.
Besøg Horsens’ nye rekreative område
Har I lyst til leg, bevægelse eller afslapning i naturen? Så sæt GPS’en til Bjerrevej 20, hvor Horsens’ nye spændende park befinder sig. Et bølgende bakkelandskab byder dig velkommen med masser af stier og et stort antal redskaber og faciliteter, som sikrer dig en god oplevelse, uanset om du kommer for at gå en tur i det grønne, nyde en frokost i naturen eller give den gas på bold- eller tarzanbanen.
Parken har egen parkeringsplads med god plads. Nær parkeringspladsen finder du en legeplads til mindre børn, en tarzanbane til lidt større børn, toiletbygning, informationstavler, madpakkehus og picnic-område. Fra madpakkehus er det muligt at holde øje med børnene, mens de leger.
Går du en tur på stierne i parken kommer du forbi flere hængekøjer, hvor man kan tage en slapper. Du kommer også forbi en petanque-bane, boldbane og et udendørs fitness-område. Parkens markante bakker indbyder til en klatretur – og du må gerne. Den ene af bakkerne er et glimrende udsigtspunkt med udsigt ind mod Horsens Centrum. Og så kan du rutsje ned igen. Mellem parkens to store bakker er der en hængebro.
Fra losseplads til legeplads
Hvad gør man med en tidligere losseplads, som har stået tom i mange år? Man smider da en kvart million tons jord fra byens mange byggeprojekter derind og former et spændende, bakket landskab. Så planter man en masse træer, blomster og planter med henblik på at styrke biodiversiteten og skabe en grøn oase. Og til sidst placerer man en masse redskaber og faciliteter, så både børn og voksne får lyst til at besøge området. Ja, sådan skaber man byens nye park – 5½ hektar skabt til eventyr, hygge og afslapning.
På vandring ved Bakkelunden
En ny populær vandrerute, Fjordminoen (Horsens Fjord Stien), passerer gennem Bakkelunden. Stien, som går hele vejen rundt om Horsens Fjord med et øhop undervejs, følger kysten gennem flot og afvekslende natur. Fra Bakkelundens parkeringsplads kan du følge stiens røde pile og gå en tur på Planetstien, som deler forløb med Fjordminoen. Her kan I nyde den flotte natur og lære om solsystemet undervejs. Fra parkeringspladsen er der 250 meter til starten af Planetstien - solen.
Følger I pilene i den anden retning, kommer I til banegården.
Inspiration til andre parker og legepladser
På Kystlandets hjemmeside kan I finde forslag til andre parker i regionen. I kan også finde de bedste legepladser samt inspiration til andre oplevelser med børn.