
I kano på Gudenåen
Danmarks længste vandløb, Gudenåen er som skabt til kanosejlads. Den sydligste del af Gudenåen er kendetegnet ved smalle, snoede strækninger gennem smuk og fredelig natur. Her er der rigeligt med kanoudlejere, overnatningssteder og rastepladser, som sikrer kanofarende en god oplevelse
Prøv en kanotur på Gudenåen - Uforglemmelige oplevelser på Danmarks Amazonas
Der er en særlig magi ved at sejle i kano på Gudenåen. I den ganske unikke og bevaringsværdige natur gennem Gudenådalen møder du ikke meget trafikstøj eller aktivitet i det generelt tyndt befolkede område.
Den sydligste del af åen er Danmarks svar på Amazonas og den er smal, snoet og har generelt lav vandstand. Det er et sikkert og begyndervenligt valg af strækning, men samtidig også sjovt for de mere erfarne kanofarere med de mange sving. Naturen varierer fra Danmarks største vådområde til dyb skov - fra åbne vidder til en jungleagtig fornemmelse, hvor du er omgivet af træer og fuglefløjt.
3 guides til dagsture
Kanoudlejning langs Gudenåen
Kanoudlejning er let og bekvemt. Udlejningsstedet sørger for sejltilladelsen og afhenter kanoen ved slutdestinationen. Du vælger selv, hvor du starter og slutter turen.
Kort over Gudenåen
I den sydlige del af Gudenåen er der en del kanoisætningssteder, landgangssteder og kanorastepladser, som er jævnt fordelt i landskabet, hvilket gør det muligt at holde hvil undervejs på turen. Samtidig er der flere campingpladser og teltpladser, som gør det let at planlægge en sejlads over flere dage med overnatning undervejs.
Alt det praktiske
Hvis du ikke har sejlet i kano før, har du sikkert en del spørgsmål eller ting som du er i tvivl om. Nedenfor besvarer vi nogle af de spørgsmål som vi får oftest. Husk at kanoudlejeren altid står klar til at hjælpe og vejlede dig, så du får en god oplevelse på turen.
Hvor lang er Gudenåen egentlig?
Hvis du spørger din gode ven Google om dette, så kan du let blive forvirret. Nogle steder står der 149 kilometer - andre steder 176. Og andre steder 160. Det kommer nemlig helt an på, hvad man tæller med som Gudenåen. For eksempel det første smalle stykke omkring Gudenåens udspring og dens udløb i Randers Fjord.
Det sejlbare stykke er 140 km. Og den ensrettede strækning i Kystlandet mellem Tørring og Klostermølle er 41 km.
Tørring – Åstedbro: 14 km
Åstedbro – Bredstenbro: 6 km
Bredstenbro – Vestbirk Vandkraftværk: 7 km
Vestbirk Vandkraftværk – Voervadsbro: 7 km
Voervadsbro – Klostermølle/Mossø: 6 km
Klostermølle – Ry: 10 km
Må jeg sejle på Gudenåen året rundt?
Nej. Det er kun tilladt at sejle på strækningen fra Tørring til Klostermølle/Mossø i perioden fra 16. juni til 31. december.
Hvor langt kan jeg sejle i kano på én dag?
Hvis du forbereder en kanoferie er det selvfølgelig rart at vide, hvor mange dage man skal sætte af til turen. En dagsrejse i kano er som udgangspunkt cirka 15-20 kilometer. Det er naturligvis individuelt og afhænger af præferencer, samt hvem, der er med i kanoen. Er du i tvivl, så spørg udlejeren. De står altid klar med hjælp og vejledning.
Hvor mange kan sidde i en kano? Kan vi have børnene med?
Der kan sidde to voksne i en kano. Hvis du har to børn (maks 30 kilo), kan disse også komme med på turen i én kano.
Større børn kan godt padle, men vær forberedt på at være motor, hvis du deler kano med et barn. Og tag også højde for barnets tålmodighed, da en dagstur kan være lang.
Er det rigtigt, at man kun må sejle den ene vej?
Ja, stykket mellem Tørring og Klostermølle i den sydlige del af Gudenåen er ensrettet. Det betyder, at du kun må sejle med strømmen i nordgående retning. Netop derfor kører der i sommerferien en modstrømsbus fra Klostermølle til Tørring, der kan transportere dig tilbage til din bil.
Skal jeg have en sejltilladelse?
Hvis du lejer en kano, så skal du ikke bekymre dig om sejltilladelser. Det har udlejeren styr på.
Hvis du tager din egen kano med til området, så skal du købe et gæstenummer.
Er du bosat i Horsens eller Hedensted Kommuner, kan du få registreret kanoen som hjemmehørende og skal ikke købe gæstenummer.
Må jeg benytte kajak eller SUP på Gudenåen?
Ja, det må du gerne. For både kajakker og paddle boards gælder de samme regler for sejltilladelser som for kanoer.
Det er muligt at leje kajakker hos Tørring Kanoudlejning.
Jeg kan ikke svømme. Kan jeg sejle i kano på Gudenåen?
Hvis du ikke kan svømme, skal du undgå de steder på Gudenåen, hvor vandstanden er højest.
Til de der ikke kan svømme eller er utrygge ved vand anbefaler vi stykket mellem Tørring og Åstedbro. Her er åen smal og vandstanden lav. Ofte så lav, at kanoen næsten støder på bunden. Man kan let bunde på hele denne strækning, og der er ikke mange bølger, som kan få kanoen til at vippe. Til gengæld er der mange sving, så ruten er lidt teknisk. Det er ret sjovt at begive sig rundt i den snoede å - og så glemmer man let utrygheden.
Skal jeg købe mig fattig i udstyr til en dagstur i kano?
Nej, det er slet ikke nødvendigt. Du kan i princippet komme helt som du er til en dagstur i kano. Det eneste du SKAL have med er drikkevarer og mad. Det kan være hårdt at padle, og du kan få brug for en del væske.
Og husk også solcremen. Den outdoor-ansvarlige skriver af bitter erfaring!
Kanoen har god plads til opbevaring, og du kan sagtens have et par rygsække og en køletaske med i kanoen. Der er en lille, men reel risiko for at kanoen tipper. Derfor kan det være en god ide at have drybags til de vigtigste ting (telefon, pung osv.).
Overvej også valg af fodtøj. Der kan komme vand i kanoen - og du kan også være uheldig at skulle stige ud af kanoen og skubbe den i gang. Det kan derfor også anbefales at tage skiftetøj med. Specielt tørre sokker.
