Gå til indhold
Øen Endelave i Det Østjyske Øhav

Det Østjyske Øhav

Foto: Sarah Green

Ud for Østjyllands kyst ligger en perlerække af små øer, som du kan besøge hver især eller samlet i et øhop i Det Østjyske Øhav. Uanset om turen går til Tunø, Endelave, Hjarnø eller Alrø er skibet ladet med masser af østemning, smukke strande og god udsigt hele vejen rundt.

Tag en smuttur til en af de charmerende øer i Det Østjyske Øhav. Her falder skuldrene helt automatisk ned, så snart du træder af færgen - eller din egen båd, som du kan lægge til i en af Kystlandets lystbådehavne.

Med mange øer og havne spredt ud over et forholdsvist lille område er Det Østjyske Øhav et ægte paradis for lystsejlere, der gerne vil have mange muligheder og høj fleksibilitet.

Men der er heldigvis heller ikke sparet på færgeforbindelserne, så selv uden egen båd er det en smal sag at tage på øhop.

Frihed og færgefart

Fra færgebyen Snaptun kan du sejle til Endelave, der er kåret til Årets Ø i 2021. Her kan du møde vilde kaniner i hundredevis og være med til gratis ferieaktiviteter som yoga, vandreture og crossfit.

Eller sejl til Hjarnø (også fra Snaptun), som kun ligger 500 meter fra fastlandet - men som bestemt ikke går på kompromis med østemningen af den grund. Herfra kan du sejle videre til Alrø, en hyggelig ø med ægte Morten Korch-idyl  og kæmpe-tarteletter. Øen er landfast med nordsiden af Horsens Fjord via en dæmning.

Du kan også tage til havnebyen Hou og sejle videre til den bilfri Tunø - et levende ø-samfund med by, skole (i skrivende stund med fire (!) elever, købmand, fantastisk mad og en skattejagt.

Sejlbåd i Tunø Havn

Sejlerferie i det Det Østjyske Øhav

Foto: Destination Kystlandet

Bubber og Tomas Villum i Det Østjyske Øhav

Følg Bubber og Tomas Villum, når de tager på en 10-dages rundtur i Det Østjyske Øhav.

Her kommer Bubber og Villum bl.a. andet forbi Horsens, Juelsminde, Hjarnø, Endelave og Tunø. De erfarne sejlere besøger de lokale seværdigheder, spisesteder og erhvervsdrivende - og får sig en snak med øboerne om det helt særlige ved det østjyske ø-liv. 

Se med og se om det lykkes Bubber at styre Hjarnøfærgen!

"Om sommeren er Danmark fantastisk, og det er et privilegie som sejler at komme rundt og opleve vores land, der er skønt alle steder. Dog tog det østjyske mig fuldstændigt med storm! Vi mødte kun gæstfrihed og åbne arme - og var så heldige at opleve den helt unikke ånd, der hersker ude på øerne, hvor man står på spring til at hjælpe hinanden. Det var helt særligt."

-Bubber i TV-udsendelsen "Bubber og Villum til søs" på DK4

#kystlandet: