Skip to content
Destination Kystlandet

Spisesteder på Endelave

På Endelave er der ikke langt fra strand og natur til et godt måltid. Øens få spisesteder byder på hyggelige rammer og en afslappet atmosfære, hvor du kan nyde en frokost, en middag eller en pause fra dagens oplevelser. 

En kok anretter i køkkenet hos Kroen Endelave
Foto: Kroen Endelave

God mad og ægte østemning

På Endelave går livet sin egen gang. Her er der plads til at nyde de små oplevelser, og et godt måltid er en naturlig del af ferien. Måske har du brugt dagen på at vandre Kaninoen, cykle ad øens små veje eller slappe af ved stranden. Så er det rart at kunne sætte sig til bords og lade andre stå for maden.

Endelave har få spisesteder, som hver især bidrager til øens hyggelige ferieliv. Udvalget er ikke stort, men det er en del af charmen ved at besøge en lille ø, hvor alting er tæt på.

Vær opmærksom på, at spisestederne kan have sæsonbestemte åbningstider. Det er derfor en god idé at undersøge mulighederne på forhånd, særligt hvis du besøger Endelave uden for sommermånederne.

Tjener tager imod bestilling på Kroen Endelave
Foto: Kroen Endelave

Restaurant Kroen Endelave

Midt i Endelave By ligger Kroen Endelave, hvor hyggelige rammer og god mad er en del af ølivet. Her kan du slå dig ned i de stemningsfulde krostuer eller nyde maden under åben himmel på den hyggelige terrasse, når vejret tillader det.

Kroen byder på både frokost og aftensmad med udgangspunkt i det klassiske danske køkken, gode råvarer og lokale specialiteter. Her er plads til både en afslappet frokost efter en tur rundt på øen og en hyggelig middag, hvor der er god tid til at nyde maden og selskabet.

Vil du forlænge oplevelsen, tilbyder kroen også overnatning, så du kan blive lidt længere på Endelave.

Café Hedens grafiske logo med kanin, vinglas og plante
Foto: Café Heden

Café Heden

I den hyggelige Endelave Lægeurtehave, en kort gåtur fra færgehavnen, finder du Café Heden. Her kan du slå dig ned mellem havens planter og krydderurter og nyde en god frokost, kaffe og hjemmebagt kage eller et glas vin under åben himmel. Maden laves fra bunden med inspiration fra de europæiske landkøkkener og gerne med lokale råvarer og urter fra haven.

Om aftenen inviterer caféen til fællesspisning med en tre-retters menu, hvor du deler bord og madoplevelse med andre gæster. Husk at bestille plads på forhånd.

Et par drikker kaffe i caféen hos Udsigten Endelave
Foto: Kristoffer Loft

Udsigten Endelave

Lige ved færgelejet på Endelave Havn ligger Udsigten, hvor du kan nyde et måltid med udsigt over vandet. Her er der noget for både den store og den lille sult, hvad enten du lige er ankommet til øen eller trænger til en pause efter dagens oplevelser. Menukortet byder blandt andet på hjemmelavede pizzaer fra italiensk stenovn, saftige burgere, hotdogs og klassiske grillretter som fish & chips. Du kan nyde maden i den hyggelige café, sætte dig udenfor med udsigt til havnen eller tage den med som takeaway. Udsigten har også en iskiosk med gammeldags isvafler, softice og kolde forfriskninger. Her kan du desuden købe morgenbrød og kaffe, udfordre familien på den ni-hullers minigolfbane eller leje cykler til en tur rundt på Endelave. Udsigten er med andre ord mere end et spisested. Det er et naturligt stop på øferien, hvor du kan spise, holde pause og finde på noget hyggeligt sammen.