Skip to content
Destination Kystlandet

Spisesteder i Juelsminde

Hvor skal du spise i Juelsminde? Nyd en god frokost med udsigt til havnens liv, find en hyggelig café i byen, eller saml familie og venner om en middag. Fra restauranter ved vandet til små, uformelle spisesteder er der gode muligheder for at lade måltidet blive en del af oplevelsen.

NIOR Bistro på Juelsminde Havn
Foto: Lasse Torp

Nyd et godt måltid i Juelsminde

Der er noget særligt ved at spise tæt på vandet. Lyden af livet på havnen, sejlbådene, der kommer og går, og den afslappede feriestemning gør det oplagt at sætte sig til bords og lade tiden gå lidt langsommere.

I Juelsminde finder du flere restauranter og caféer omkring den hyggelige lystbådehavn, hvor du kan kombinere et godt måltid med udsigten over vandet. Men gå også på opdagelse i byens øvrige gader, hvor der venter flere muligheder for både frokost, aftensmad og en hyggelig kaffepause.

Her har vi samlet vores bedste anbefalinger til spisesteder i Juelsminde. 

Borde i restauranten hos Høllsbergs Have
Foto: Høllsbergs Have

Høllsbergs Have

Midt på handelsgaden Odelsgade i Juelsminde finder du en stemningsfuld gastropub, hvor god mad og hyggeligt samvær går hånd i hånd. Her kan du nyde lækre anretninger med blandt andet fisk, charcuteri og ost, ledsaget af et godt glas vin eller en specialøl. Slå dig ned i den hyggelige gårdhave, når vejret tillader det, eller find en plads indenfor i de stemningsfulde lokaler. Her er der god anledning til at blive hængende lidt længere.

SMørrebrød på et fad hos Restaurant Møllers i Juelsminde
Foto: Frame & Work

Restaurant Møllers

Er du til klassisk dansk smørrebrød, er Restaurant Møllers et oplagt stop i Juelsminde. Her er der kælet for detaljerne med hjemmelavede specialiteter og gode råvarer. Vælg mellem velkendte klassikere som fiskefilet, roastbeef og æg med rejer, eller nyd en lun ret fra aftenkortet. Restauranten ligger, hvor Odelsgade møder havnemiljøet, og indenfor venter ternede duge, en uformel stemning og god, gammeldags dansk hygge.

Par spiser middag på Hotel Juelsminde Strand
Foto: Destination Kystlandet

Restaurant Færgegaarden

Du behøver ikke overnatte på Hotel Juelsminde Strand for at nyde en god middag på Restaurant Færgegaarden. Restauranten ligger højt på Færgegårdsbakken med udsigt over Juelsmindebugten og de grønne omgivelser ved Tofteskoven. Her kan du nyde klassiske danske retter med fokus på sæsonens råvarer. På lune dage kan du slå dig ned på den store terrasse og lade udsigten blive en del af madoplevelsen.