
Skattejagten Juelsminde Rundt
Tag med på en eventyrlig og sjov skattejagt i Juelsminde. Der er garanteret en hyggelig og aktiv stund for hele familien, endda med en gratis medalje til de mindste som bevis for bedriften.
Skattejagt i Juelsminde
Splitte mine bramsejl! Er du også ude efter at få den berygtede Juelsmindemedalje? Så skal du da have et skattekort. Og jeg vil gerne dele mit eneste eksemplar. Men kun med dig! (Psst. du kan også få et gratis eksemplar af skattekortet i byen). Og tag dig i agt - turen er 4 km lang, og du kommer til at udfordre både ben og hjerne, når du og familien skal løse sjove og finurlige opgaver sammen.
Skattejagten Juelsminde Rundt blev i 2024 opdateret til en ny version med nye spørgsmål.
Hvordan er det liige skattejagten fungerer?
Følg disse enkle trin og få medaljen:
- Tag et gratis eksemplar af skattekortet hos Buchs Boghandel eller Titra Dekor (eller print selv hjemmefra).
- Find alle punkterne på skattekortet, og løs opgaverne
- Aflevér skattekortet hos de flinke mennesker i Buchs Boghandel eller Titra Dekor
- Få den speciallavede medalje med hjem, som et bevis på din bedrift
Har du brug for hjælp til at finde vej på turen? Så følg blot dette digitale kort.
Rigtig god tur!
Én af syv skattejagter i Kystlandet
Vidste du, at vi har hele syv skattejagter i Kystlandet? Den, der får samlet alle speciallavede medaljer, er i sandhed en ægte skattejæger! Foruden skattejagten Juelsminde Rundt kan du gå rundt om øerne Tunø, Hjarnø og Endelave, tage på troldejagt i Brædstrup, udforske den historiske stationsby Odder eller tage på eventyr i Kystlandets største by Horsens. Hver især en hyggelig familietur på mellem 4 og 8 kilometer.
Måske Danmarks dejligste havneby
Feriebyen Juelsminde med sine ca. 4.000 indbyggere byder på charmerende havneliv og byhygge året rundt. Udforsk de spændende butikker, lokale kunsthåndværkere og lækre spisesteder.
Ud over de oplevelser, du møder på skattejagten, byder byen på masser af sjove aktiviteter: legepladser, den populære krabbebro på havnen, minigolf, fantastiske vinterbadefaciliteter og skønne cykel- og vandreruter i naturen.
Find inspiration til oplevelser i Juelsminde på denne side.
Medaljerne er i 2025 sponsoreret af Juelsminde Handelsstandsforening og Juelsminde Turistforening.
Senest opdateret den 22. juli 2025 af Casper Terkelsen