©  Foto:

Shelter på Tunø

På den sydlige del af ferieøen Tunø ligger denne shelter til fri afbenyttelse. Shelteren ligger nær øens højeste punkt med en god udsigt over marker og hav. Dette er en god mulighed for at opleve Tunø over to dage med gratis, primitiv overnatning.

Overnat i det fri på den bilfri ø

På sydsiden af Tunø, cirka en kilometer i lige linje fra færgehavnen, ligger denne shelter. Shelteret er privat, men står til fri afbenyttelse for friluftsgæsten, der ønsker at overnatte på pladsen. Det er tale om et fuldtømret shelter med plads til 8 personer. Der er borde-bænke sæt på pladsen, men ingen yderligere faciliteter.

Pladsen ligger i kort gåafstand til byens liv, butikker og spisesteder. Der kan provianteres til overnatningen, herunder købes brænde, hos det nærliggende Tunø Købmandsgård.

Shelteren ligger omgivet af træer i et ellers åbent område. Det ligger lige ved siden af øens højeste punkt, som i folkemunde kaldes Bjerget. Der er derfor en flot udsigt til Sønderklint og havet fra shelteren.

Det er ikke muligt at booke – det er først-til-mølle princippet, som gælder. Der er plads til 8 personer i shelteren. Vær opmærksom på, at der skal gøres plads til andre gæster. Du må ikke afvise andre gæster før fuld kapacitet er nået.

 

Sådan finder du shelteren

Shelteren er placeret mellem Øvrevej og Søndenom. Den kan ikke tilgås fra Øvrevej.

For at nå frem til shelteren kan du gå mod vest ad Søndenom indtil vejen er blevet til en trampesti. På højre hånd går en græssti op mod shelteren.

 

Alternativet mod nord

Ved Tunø Nordstrand ligger en naturlejrplads med shelters og bålhytte, der kan bookes. Lejrpladsen ved Nordstranden har generelt flere faciliteter. Du kan læse mere om pladsen på denne side.

 

Om Tunø

Tunø er kendt for sin helt særlige østemning og charme, der blandt andet skyldes fraværet af biler og smuk natur. Omkring havnen og landsbyen er der altid liv og glade dage i sommerperioden med spisesteder, butikker og aktivitetsmuligheder. Øen er ikke større end at man kan gå rundt. Vi anbefaler den 8 kilometer lange vandretur rundt langs kysten, som ofte byder på høje skrænter og smuk udsigt.

Du kan finde inspiration til oplevelser på Tunø på denne side.