Bjerager Bed & Bath
Slap af i landlige omgivelser hos det arkitekttegnede Bjerager Bed & Bath nær Odder. Det stilrene design i B&B'et står i flot kontrast til naturen, kysten og gårdbutikkerne lige udenfor døren.
Exceptionel overnatning i landlige omgivelser
I det smukke kystnære landbrugsområde mellem Odder og Hou ligger kreatør Lone Arps arkitekttegnede bolig i den lille landsby Bjerager. Omgivet af rislende marker, med kig til den lille landsbykirke, og tæt ved den store gårdbutik Fru Møllers Mølleri, finder man næsten ikke en bedre beliggenhed til et landligt retreat.
Konceptet "Bed & Bath"
B&B'et ligger i den østlige ende af værtens private bolig. Mellem gæste- og privatområdet driver Lone og hendes mand Jørgen et lille atelier, hvor man er meget velkommen til at suge lidt inspiration til sig.
Den østlige længe har egen indgang og rummer to lyse, luftige værelser med dobbeltseng og kontorplads, et køkkenalrum med et fuldt funktionelt køkken, bord, stole og en daybed, terasseadgang, samt et stort moderne badeværelse. Der er WiFi i boligen til rådighed.
B&Bet egner sig bedst til par, familier eller grupper der rejser sammen, og vil ikke blive udlejet til to individuelle lejere ad gangen. Børn skal være min. 8 år, da boligen ikke egner sig til mindre børn.
Som navnet antyder, tilbyder Bjerager Bed and Bath ikke forplejning. Til gengæld ligger gårdbutik- og restaurant Fru Møllers Mølleri kun få hundrede meter fra huset, hvor der serveres både brunch, frokost, aftensmad, og kan købes lette retter, kage, delikatesser mm. indenfor gældende åbningstider.
Besøg Arp Atelier
Det er muligt at besøge Lone Arps atelier og værksted, selvom man ikke er overnattende gæst.
Atelieret er åbent enkelte weekender over sommeren - og ellers efter aftale.
Se et udpluk af Lone Arps værker på atelierets instagram.
- Åbningstider i juli 2022:
Torsdag 11.00 - 17.00
Fredag 11.00 - 17.00
Lørdag 11.00 - 17.00
Masser af aktiviteter mellem kyst og by
Bjerager B&B ligger fredeligt og naturskønt langs østkysten mellem Aarhus og Horsens Fjord. Ud for kysten ligger charmerende Tunø og storebroderen Samsø, der er de nordligste øer i Det Østjyske Øhav. Besøg Tunø og nyd roen, maden og stemningen - og gå øen rundt på kun 3 timer.
Den gamle stationsby Odder ligger kun 10-15 minutter i bil fra Bjerager B&B. Shop løs i de mange attraktive butikker, nyd bylivets summen på Torvet og spis jer mætte i italienske specialiteter eller lette retter fra byens cafeliv.
Bjerager B&B ligger tæt på Dyngby Strand. Herfra kan der vandres langs stranden mod Norsminde Fjord nord for Odder by eller sydpå mod den lille færgeby Hou. Se også vores guides til både cykelture, vandsport.
Området er desuden præget af mange fantastiske gårdbutikker og spisesteder. Med Kystlandets Food Map er det let at finde vej til lokale smagsoplevelser tæt ved Bjerager.
Priser og booking
Se priser og book et værelse hos Bjerager Bed & Bath.
Du kan også booke ved at ringe til vært Lone Arp på telefonnummer +45 27288828
B&Bet har en stor privat parkeringsplads med plads til selv større grupper i flere biler.
Forslag til flere oplevelser i Kystlandet
I Kystlandet er du aldrig særligt langt fra den næste gode oplevelse. Kystlandets hovedstad Horsens ligger kun 30 minutters kørsel væk, med store kulturattraktioner som FÆNGSLET, Industrimuseet, Horsens Kunstmuseum og Horsens Ny Teater.
Juelsminde kan nås på 55 minutter, hvor der venter sydeuropæisk kystby-stemning med marinaens mange lystbåde, spisesteder direkte på havnen, et rigt byliv med butikker, minigolf, havnemuseum og meget, meget mere.