Mand svinger fiskestangen ved Fyelmose Put & Take

Fiskeri i de østjyske søer

Foto: Destination Kystlandet

Søfiskeri er populært i Kystlandets naturlige søer, hvor arterne gedde, sandart og aborre er de primære mål for lystfiskerne. Fra de helt små skovsøer til nogle af landets største søer finder du idylliske fiskeoplevelser. Og så rummer området også nogle af landets bedste put & takes. 

Her kan du svinge fiskestangen i en sø

Uanset om du fisker fra din robåd eller fra søbredden i en skov, er det en fordybende, stille og afslappende oplevelse at fiske på områdets søer. Her kan du virkelig koble af – omkranset af naturen. Der er masser af liv i søerne med mange forskellige fiskearter. På denne side får du overblik over områdets bedste fiskesøer.

Put & take - hygge for hele familien

I områdets put & take søer bliver der dagligt sat nye fisk i. To af landets bedste put & take-centre finder du i Kystlandet. Både Fyelmose og Hedensted Put & Take er gode steder at stifte kendskab til fiskeri - ikke mindst for familiens mindste, der kan prøve kræfter med børnesøerne.  

Vestbirksøerne

Tæt på Den Genfundne Bro ligger Vestbirksøerne, der består af Vestbirk Sø, Naldal Sø og Bredvad Sø. De tre søer har glimrende fiskevand, og her er det muligt at fange både gedder, aborrer, ål, knuder, brasen og skaller.
Søerne ligger i et smukt område og udgør et godt udgangspunkt for en fisketur. Hos Elite Camp Vestbirk er det muligt at købe dagskort og ugekort til fiskeri på søerne.

Familie på fisketur

Foto:Destination Kystlandet

Mossø

Lidt nord for Horsens ligger Mossø, Danmarks fjerdestørste sø og en del af Gudenåen.

Mossø er kendt for en stor bestand af fisk. Faktisk er der hele 19 fiskearter, hvilket er den største bestand af arter i nogen dansk sø. Størstedelen af Mossø er ikke tilgængelig for lystfiskere, men flere steder på vest- og østsiden af den lange sø er det tilladt at fiske fra kysten eller fra båd. Retten til at fiske på Mossø tilhører Silkeborg Fiskeriforening. Undersøg, hvor du må fiske på deres hjemmeside.

Bygholm Sø

Ikke langt fra Horsens Centrum ligger Bygholm Sø, som er et yndet udflugtsmål for løbere og vandrere. Søen ligger i skovklædt terræn med rigt dyreliv såvel over som under vandoverfladen.

Den kunstigt anlagte sø byder på blandt andet gedder og aborrer, men det er primært den store bestand af sandart, der gør søen speciel blandt lystfiskere.

Fiskeretten i Bygholm Sø tilhører Bygholm Lystfisker- og Baadejerforening, og et døgnkort kan erhverves for 20 kroner. Det kan købes hos Bygholm Sø Camping og hos Effektlageret.

Ring Sø

Ved Brædstrup ligger Ring Sø, hvor du gratis kan fiske fra bredden 200 meter vest for badebroen. Ved søen er der gode muliheder for fangst af gedde og aborre. 

Prøv også at fiske i naturskønne Elverdam i Bjerre Skov. Her kræves ikke fiskekort – kun det statslige fisketegn.

Rart at vide om søfiskeri

Det nationale fisketegn administreres af Fiskeristyrelsen. På deres hjemmeside kan du købe fisketegnet, som giver adgang til fiskeri i hele landet. Du kan vælge at købe fisketegnet for en dag, en uge eller et helt år. 

De fleste fiskesøer er tilknyttet en lokal fiskeriforening, der har retten til fiskeri. Nogle fiskeriforeninger kræver medlemskab, mens andre sælger fiskekort, der giver midlertidig adgang til fiskeri. Til gengæld plejer og vedligeholder fiskeriforeningen vandene.

Vestbirksøerne: Brædstrup og Omegns Sportsfiskerforening (fiskekort kan købes hos Vestbirk Camping).

Mossø: Hovedsagelig Silkeborg Fiskeriforening (fiskekort kan købes via deres hjemmeside).

Bygholm Sø: Bygholm Lystfisker- og Baadejerforening (fiskekort kan købes hos Bygholm Sø Camping). 

Er fisken på krogen for lille, så du ikke må tage den med hjem? Via denne fredningsberegner kan du undersøge, om fisken skal smides ud eller kan hjemtages.
Du kan også se kalendere for mindstemål på Fiskeristyrelsens hjemmeside.

Har du styr på, hvornår du kan fange de forskellige fisk? I denne kalender kan du danne dig et overblik over, hvornår du har optimale vilkår for fangst af de forskellige fiskearter. 

Du kan også se kalendere for mindstemål på Fiskeristyrelsens hjemmeside.

De danske put & take søer er ørredsøer. Du vil primært kunne fange regnbueørred, men også bækørred og guldørred er almindeligt forekommende. I nogle søer vil du også kunne fange gedde og ål. 

Put & take er en sjov fiskeform med gode chancer for fangst. Der er rigeligt med fisk i søerne, og de er samtidig lettilgængelige, så du kan udvælge dig flere forskellige spots. Put & take-søerne har gode faciliteter som butik med mulighed for køb og leje af udstyr, parkering ved søen, og renserum, så du kan klargøre fisken og tage den med hjem. Samtidig er put & take en mere social form for fiskeri med gode muligheder for at holde pause og frokost ved de opstillede borde/bænke og komme i snak med fremmede.

For familier er put & take den oplagte måde at prøve kræfter med fiskeri for første gang, at finpudse teknikken eller bare at få en sjov og anderledes naturoplevelse. Og bliver børnene utålmodige, er der ofte legeplads i forbindelse med søerne. 

Nogle put & take søer tilbyder muligheden for at leje udstyr, så du kan prøve kræfter med fiskeri uden at skulle købe dig fattig. I Fyelshop hos Fyelmose Put & Take kan du leje stang og købe madding. 

I forbindelse med mange put & takes ligger der en butik, hvor der ofte sælges udstyr. Det gør der hos Fyelmose Put & Take i butikken Fyelshop. I Horsens ligger den store outdoor-butik som har en stor sektion med fiskegrej. Herunder også startpakker til put & take fiskeri. Har du ikke mulighed for at komme forbi Horsens, kan du også vælge at besøge deres store webshop

Fishingindenmark's digitale kort kan du se om en fiskeriforening har fiskeretten til en bestemt sø. Hvis det er tilfældet, skal du have et fiskekort for at kunne fiske der. Hvis søen ikke er markeret på kortet, er det som udgangspunkt ikke tilladt at fiske i søen. I en række statslige skovsøer er der fri fiskeri. I Kystlandets område gælder dette for Elverdam Sø i Bjerre Skov. Vær dog opmærksom på, at det aldrig er tilladt at fiske fra båd på statslige områder. Ved nogle søer er det tilladt at fiske på en afgrænset strækning af søbredden. I Kystlandet gælder dette for Mossø og Ring Sø.