skip_to_main_content
©  Foto:

Hou Strand

Ved havne- og færgebyen Hou ligger denne børnevenlige sandstrand. Stranden har glimrende badevandskvalitet, gode faciliteter og indkøbsmuligheder ganske tæt på.

En af Odderkystens dejlige strande

Smukt beliggende ved Kattegats rolige vand ligger denne skønne badestrand, der egner sig glimrende til børnefamilier. Ved stranden er der badebro og toiletfaciliteter med handicaptoilet. Stranden ligger i forlængelse af havnen, som summer af liv i sommerperioden. Her kan du proviantere, nyde et måltid mad i caféen eller snuppe en is i sommervarmen.

Vandet ved stranden er lavt og roligt og vinden er sjældent en udfordring. Her kan børnene trygt lege i vandet uden at du skal bekymre dig om store bølger og hestehuller. Hou Strand er blevet certificeret med tre stjerner i det hvide badevandsflag. Dette er din garanti for godt badevand og høj sikkerhed.

Fortsætter du mod nord kommer du til Hou Nordstrand, hvor du møder campingpladsen Hou Strandcamping. Også her er der badebro – og der er adgang til campingpladsens faciliteter, herunder toiletter, mod betaling.

 

En dag i Hou

Hou er kendt for sin store lystbådehavn og færgehavnen med afgange til de skønne ferieøer Tunø og Samsø. Ved havnen kan du med fordel gå en tur og indsnuse den maritime stemning, nyde en is hos Mosters Ishus eller et måltid mad hos Caféen Hou Havn. Fra byen går en sti langs stranden. Kyststien Hou er en dejlig vandretur på 10 kilometer, som fører dig gennem byen og ud langs den dejlige kyst.

 

Regner det ude?

Lige bag Hou Nordstrand ligger svømmehallen Vandhalla. Her kan du altid komme i vandet – uanset det lunefulde danske sommervejr. Svømmehallen er handicapvenligt indrettet og har blandt andet en 90 meter lang vandrutsjebane.

 

Overnatning ved Hou Strand

Du har mulighed for at overnatte helt ned til stranden ved Hou Strandcamping eller i feriehus ved Hou Søsportcenter. Hou er en helt ideel ramme for kystferien – ganske tæt på strande, havne, øer og Østjyllands store attraktioner og byer.

 

Se flere børnevenlige strande ved østkysten

Odderkysten og Juelsmindehalvøen rummer mange dejlige strande med gode forhold for familiens yngste. Få inspiration til andre strande i området her.