©  Foto:

Festivalen Endelave

Til denne to-dages musikfestival kan du opleve livemusik, fællesskab og skøn stemning på den fredelige ø i Kattegat, i første parket til kysten og øens oplevelser.

En festival med ø-kultur og lokal sjæl

På Endelave er en festlig tradition vakt til live. Efter 35 års pause er øens egen festival tilbage – nu med endnu større fokus på fællesskab, nærvær og musikalske oplevelser i autentiske rammer. Festivalen Endelave er en intim ø-festival, hvor ørehængere, dansevenlige rytmer og den gode stemning går hånd i hånd med det lokale islæt og ægte ø-charme.

I løbet af to dage i august kan du glæde dig til et musikprogram spækket med danske bands, der leverer hits, syng-med-stemning og energi til både nye og garvede festivalgæster.

 

Musik, mad og campinghygge

Festivalen foregår på den hyggelige Campingpladsen Endelave, tæt på både havn, landsby og kyst. Her finder du den store festplads, hvor livemusikken spiller, og hvor du kan nyde mad fra forskellige boder med alt fra nemme snacks til lækre måltider. Du finder selvfølgelig også rig mulighed for at få fyldt glasset op i baren.

Vil du blive og nyde hele stemningen? Så er der gode muligheder for overnatning lige ved pladsen, hvad enten du kommer med eget telt eller campingvogn, eller vil forkæle dig selv med et glampingtelt, en hytte eller shelter.

 

Festivalen Endelave i 2026

I 2026 afholdes Festivalen Endelave den 28-29. august. Årets musikalske indslag annonceres løbende.

Billetter sættes til salg fra 1. november. 

 

Billetter

Du kan vælge mellem partoutbillet til hele festivalen eller dagsbilletter til fredag eller lørdag.

Følg dette link for at se priser og booke din billet til Danmarks hyggeligste ø-festival.

 

Oplev Endelave

Festivaloplevelsen er kun begyndelsen. Endelave byder på enestående natur, skønne badestrande, dyreliv og masser af afslappet ø-idyl. Øen er især kendt for sine vilde kaniner og den særlige ro, som kun findes langt fra fastlandet.

Færgen til Endelave sejler fra Snaptun på den jyske østkyst, og sejlturen tager kun én time. Fra havnen er der kun 800 meter til festivalpladsen i øens eneste landsby, tæt på både caféer, natur og oplevelser.

Forlæng dit ophold og tag på vandretur ad Kaninoen, lej en cykel, rid en islandsk hest eller find en god solplet med en kold drink. Det hele er muligt, og det hele er tæt på.

Find inspiration til oplevelser og overnatning på Endelave på denne side.

 

Senest opdateret den 11. september 2025 af Casper Terkelsen