Destination Kystlandet
Nyheder

18. jun. 2026

Erhvervsfremmeprojektet Turisme for alle modtager hæderslegat på 250.000 kr.

Hæderslegatet skal sikre, at erfaringer og løsninger fra projektet kommer hele den danske turismebranche til gavn. 

Badebro med kørestolsadgang
Foto: Kasper Rander, Communiko© Destination Kystlandet

Et af Danmarks største udviklingsprojekter inden for tilgængelig turisme er blevet hædret med 250.000 kr. fra Preben Hansens Legat. Midlerne skal bruges til at sikre, at erfaringer, metoder og resultater fra projektet Turisme for alle kommer hele den danske turismebranche til gavn.

"Vi er både stolte og taknemmelige for den anerkendelse, som hæderslegatet er. Det er en vigtig blåstempling af et område, som længe har været overset, men som rummer et stort potentiale for både turismeerhvervet og samfundet. Midlerne giver os nu mulighed for at sikre, at de erfaringer og værktøjer, vi udvikler i projektet, kommer langt bredere ud i Danmark" siger Liselotte Nis-Hanssen, direktør i Destination Kystlandet. 

Anerkendelse af et vigtigt udviklingsarbejde

Preben Hansens Legat uddeles til initiativer, der bidrager til udvikling og kvalitet i dansk turisme. Ifølge legatets bestyrelse er Turisme for alle et eksempel på et projekt, der både adresserer en væsentlig samfundsudfordring og et betydeligt erhvervspotentiale. 

"Vi har valgt at tildele hædersprisen til projektet Turisme for alle da det har vist et anerkendelsesværdigt og væsentligt initiativ til gavn for turisme og et område med stor samfundsmæssig betydning og et klart erhvervspotentiale. Der er behov for at samle aktører og skabe konkrete løsninger, der kan løfte hele branchen" siger Eva Hyldegård Grimsehl fra bestyrelsen i Preben Hansens Legat. 

Et marked med stort potentiale

Tilgængelighed handler ikke kun om mennesker med handicap. Det handler også om ældre, familier med barnevogne, mennesker med midlertidige skader og alle dem, der rejser sammen med dem. 

Faktisk har 86 % af danskerne tilgængelighed tæt inde på livet - enten gennem egne behov eller gennem familie, venner eller kolleger. Samtidig viser analyser, at 41 % af danskerne ser efter bestemte oplysninger om adgangsforhold og rammer, når de planlægger en ferie. Ingen af dem rejser alene. Med en aldrende befolkning bliver arbejdet med tilgængelighed derfor stadig vigtigere, hvis turismeerhvervet også fremover skal kunne tiltrække og fastholde gæster. 

Skal løfte hele Danmark

Legatmidlerne skal anvendes til at sikre den nationale forankring og udbredelse af projektets resultater. Måler er, at de værktøjer, metoder og erfaringer, der udvikles i projektet, kan komme destinationer, kommuner og turismevirksomheder i hele landet til gavn. 

Turisme for alle tager udgangspunkt i, at den samlede gæsterejse skal hænge sammen: fra planlægning og booking til transport, overnatning, spisning samt kultur- og naturoplevelser. Derfor arbejder projektet med hele oplevelseskæden og med løsninger, der både styrker tilgængeligheden og kvaliteten af oplevelsen for alle gæster. 

En af de vigtigste erfaringer fra projektet er, at mange virksomheder allerede gør mere, end de tror. Men de undervurderer, at det er noget, de kan tiltrække gæster på. Ofte handler de første skridt ikke om store investeringer eller omfattende ombygninger. Det handler om at beskrive oplevelsen mere præcist på hjemmesiden, gøre information lettere at finde og se tilgængelighed som en del af god gæsteservice. 

"Vi håber, at legatet kan være med til at sætte endnu mere fokus på, at tilgængelighed ikke er en særinteresse, men en investering i fremtidens turisme. Når vi gør oplevelser lettere at bruge og forstå, skaber vi bedre oplevelser for langt flere mennesker" siger Liselotte Nis-Hanssen.

Fakta om Preben Hansens Legat

Preben Hansens Legat støtter initiativer, projekter og idéer, der bidrager til udvikling og kvalitet i dansk turisme og oplevelseserhverv. Legatet har særligt fokus på projekter, der skaber ny viden, styrker samarbejdet på tværs af branchen og bidrager til langsigtet udvikling af dansk turisme. 

Ud over hæderslegater til større indsatser uddeler legatet også mindre legater til konkrete projekter, aktiviteter og udviklingsinitiativer. Ansøgninger kan indsendes af virksomheder, foreninger, organisationer og andre aktører med idéer, der kan skabe værdi for turisme- og oplevelseserhvervet. 

Læs mere om legatets formål og ansøgningsmuligheder på www.prebenhansenslegat.dk.

Fakta om Turisme for alle

Projektet ledes af Destination Kystlandet i samarbejde med Destination Fyn, Destination Limfjorden samt Dansk Kyst- og Naturturisme og VisitDenmark. Projektet løber fra oktober 2024 til september 2027 og er støttet Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. 

Formålet er at styrke dansk turismes arbejde med tilgængelighed, gæsteservice, produktudvikling og formidling. Projektet arbejder med hele oplevelseskæden fra overnatning og spisesteder til kultur-, kyst- og naturoplevelser. 

Læs mere på denne side. 

Kontaktperson