En tjener i blå skjorte hælder vin op i et glas på et flot dækket bord

Nyt erhvervsturismeprojekt skal tiltrække både gæster og arbejdskraft

15.9.2025
Forfatter: Line Vinum
Foto: Jørgensens Hotel

VisitAarhus og Destination Kystlandet vil i et nyt projekt arbejde med destinationernes mikrostyrker, udvikle nye erhvervsturismeprodukter og markedsføring samt ikke mindst hjælpe virksomhederne med at tiltrække og fastholde arbejdskraft. 

Erhvervs- og mødeturismen rummer et stort potentiale for at skabe bæredygtig vækst og helårsturisme i hele landet, men det potentiale udnyttes i dag kun i begrænset omfang uden for storbyerne. Derfor starter VisitAarhus og Destination Kystlandet nu et nyt projekt, som skal arbejde med erhvervsturismen i de to destinationer.

”Møder, mennesker og mikrostyrker”, som projektet hedder, skal – med afsæt i de to destinationers mikrostyrker – udvikle nye erhvervsturismeprodukter og ny markedsføring med det formål at tiltrække flere erhvervs- og mødeturister året rundt. Til gavn for både virksomheder, mødekøbere og lokale.

”Vi er meget taknemmelige for, at Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse kan se potentialet i projektet og har valgt at støtte det. Både Aarhusregionen og Kystlandet har så meget at tilbyde erhvervsturisterne, og med det her projekt kommer vi til at fokusere indsatsen og udnytte de styrker, som områderne har at tilbyde,” siger Pia Lange Christensen, direktør, VisitAarhus.

Erhvervs- og mødeturismen er et effektivt værktøj til at skabe bæredygtig vækst i turismen på grund af erhvervsturisternes høje døgnforbrug, og fordi gæsterne også kommer udenfor højsæsonen. Det skaber bedre vilkår for turismevirksomhederne og i sidste ende de lokale, når der er et kundegrundlag hele året.

”Erhvervs- og mødeturismen udenfor de større byer rummer et stort potentiale, og vi glæder os til at arbejde meget mere med det her område, end vi tidligere har gjort. Projektet rummer nogle meget spændende perspektiver, og jeg glæder mig til at involvere virksomhederne i arbejdet og skabe værdi for både virksomheder, gæster og de lokale,” siger Liselotte Nis-Hanssen, direktør, Destination Kystlandet.

Mikrostyrker er en ny styrke 
Mens klassiske styrkepositioner ofte dækker brede sektorer eller overordnede kompetenceområder på regionalt, nationalt eller internationalt niveau (fx grøn energi, life science eller vandteknologi), zoomer mikrostyrker ind på mere snævre, lokalt forankrede potentialer. Det kan for eksempel være animation i Viborg kommune, outdoor i Silkeborg kommune, tilgængelighed i Odder Kommune og fødevareproduktion på Djursland.

En mikrostyrke kan danne grundlag for udvikling af nye erhvervsturismeprodukter, oplevelser i og omkring møder, lokale samarbejder og tiltrækning af flere erhvervs- og mødegæster, hvilket bidrager til øget vækst og beskæftigelse.

”Mikrostyrkerne er virkelig en styrke, da de typisk er opstået af et lokalt initiativ og dermed også en drivkraft til at opnå noget. Mikrostyrkerne kan være med til at skille stederne ud fra mængden og skabe en særlig identitet, som både kan være til gavn for virksomhederne og de lokale, men som også kan tiltrække flere møder og gæster,” siger Pia Lange Christensen.

Arbejdskraften mangler 
En styrket erhvervsturisme året rundt kræver dog kvalificeret og tilstrækkelig arbejdskraft. Og en stor del af turismevirksomhederne kæmper aktuelt med mangel på hænder.

Derfor er det ambitionen med projektet at ruste turismevirksomhederne inden for projektets geografi til at tage imod flere erhvervs- og mødeturister ved at opkvalificere virksomhederne til at tiltrække og fastholde den nødvendige arbejdskraft i form af mennesker på kanten af arbejdsmarkedet.

Erhvervs- og mødeturismen er en branche, som skaber mange forskellige typer af job til både faglærte specialister, ufaglærte og mennesker, som ellers kan have svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Her har erhvervs- og mødeturismen en særlig erfaring med og evne til at sluse nye grupper ind på arbejdsmarkedet.

”Vi oplever, at mange virksomheder kæmper med at skaffe den nødvendige arbejdskraft, og det er et stort problem. Vi tror på, at hvis vi udnytter mikrostyrkerne til at skabe nye jobs, arbejder med kompetenceløft for virksomhederne og har fokus på social inklusion, så kan vi være med til at vise vejen til en del af løsningen på problemet,” siger Liselotte Nis-Hanssen.



Pressemeddelelsen er oprindeligt udsendt af VisitAarhus på vegne af VisitAarhus og Destination Kystlandet mandag d. 15. september 2025 kl. 11.55. 
 

direktør for Destination Kystlandet
Kontakt

Direktør

liselotte@kystlandet.com

Projektet er støttet af:

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

Foto:Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse