Gå til indhold
©  Foto:

Brigsted B&B

I fredelige, landlige og smukke omgivelser ligger denne private overnatningsmulighed i forbindelse med et kursuscenter på nordsiden af Horsens Fjord. Når du booker et værelse hos Brigsted B&B, nyder du godt af de gode faciliteter på landstedet og fri adgang til haven og den smukke natur.

Genoplad batterierne i landlig idyl og fredet natur

I det naturfredede område Brigsted ved Horsens Fjord bor Cecilie og Bo på det firlængede og bevaringsværdige landsted Østergaard. Her driver de konsulentvirksomhed og kursuscenter, men tilbyder også mulighed for overnatning i hyggelige og rummelige værelser.

Den smukke, næsten herregårdslignende gård har en stor, parklignende have med sø og skov som du frit kan benytte. Den ligger lige ved den populære vandrerute rundt om Horsens Fjord, Fjordminoen, og Brigsted Strand, hvor der er vadested til øen Vorsø.

 

De skønne værelser

På første sal i hovedbygningen er der tre værelser til leje. Værelserne er udstyret med dobbeltseng og er 14-16 m2 store. Der er adgang fra alle tre værelser til to fælles badeværelser med spabad, en stor fælles balkon med fjordkig og en dejlig stue med en stor sofa, TV og fri adgang til kaffe og te. Her i stuen lever også den meget sociale og charmerende kat Norah, som elsker at få gæster. Men det gør dog, at overnatning hos Brigsted B&B ikke er egnet for katteallergikere. Værelserne er egnede til par eller enkeltpersoner. Større familier eller vennegrupper har mulighed for at leje alle tre værelser og derved have fællesarealerne for sig selv.

Morgenmad er inkluderet i prisen, når du booker værelse hos Brigsted B&B. 

 

Book værelse hos Brigsted B&B

Er du klar til at booke et afslappende ophold i smuk natur og vågne med udsigt til Horsens Fjord? Kontakt indehaverne af Brigsted B&B per mail eller telefon eller book direkte via dette link.

Prisen er 700,- per nat for to personer på ét værelse.

 

Kursuscenter Brigsted

I Østergaards øvrige længer driver indehaverne et kursuscenter, som kan danne en smuk og charmerende ramme om jeres dåb, konfirmationsfest, bryllup, den runde fødselsdagsfest eller jeres firmaarrangement. Kursuscentret har stort fokus på kvalitet og service og sørger for, at arrangementet glider som det skal. Kursuscentret kan designe menu og udsmykning for jer, eller det kan skræddersyes til jeres specifikke ønsker.  

Du kan læse mere om kursuscentret på denne side. 

 

De naturskønne omgivelser

Brigsted ligger i den fredede natur på nordsiden af Horsens Fjord. Der er cirka 10 kilometer ind til Horsens. Du kan følge vandreruten Fjordminoen, som går lige forbi overnatningsstedet, ind til Horsens. Det er en særdeles smuk tur langs vandet. Der er også en skiltet cykelrute, som fører hele vejen rundt om fjorden. Nærmeste landsby og indkøbsmulighed er Søvind, 1,5 kilometer mod nord. Landskabet på nordsiden af fjorden er kendetegnet ved mindre herregårdsskove, bølgende marklandskab, små idylliske landsbyer og bakker med flot udsigt over fjorden. Der er mange fredelige grusveje gennem et generelt tyndt befolket naturområde. Følger du stien den modsatte vej kommer du til Sondrup, der byder på en af Jyllands smukkeste skove og en fin strand med badebro.  

Du kan finde inspiration til oplevelser ved Horsens Fjord på denne side.

#kystlandet: