Destination Kystlandet

Sommerhusferie i Kystlandet

Lad skuldrene sænke sig og lad jer indlogere ved den blide jyske østkysts rolige og lavvandede strande. Ved Odderkysten og Juelsminde kan I nyde en sommerhusferie i rolige omgivelser, tæt på de østjyske byer og attraktioner. 

Sommerhus i Kystlandet
Foto: Mette Johnsen

Sommerhusferie med nærvær

Kystlandet er et sikkert, trygt og familievenligt valg, når I skal vælge destinationen til sommerhusferien i Danmark. Den milde jyske østkyst lokker med sine rolige badestrande med svage bølger og lavt vand, hvor selv familiens yngste medlemmer kan bade trygt. Der er god tid og plads til at I kan være jer selv og komme ned i gear. Hvis I får lyst til at der skal være mere gang i den, ligger de østjyske byer og attraktioner lige om hjørnet I styrer selv tempoet. 

Sommerhusområder i Kystlandet

Saksild strand
Foto: Aleksander Slott Mogensen / Overblik

Saksild

Saksild Strand er med sit klare vand, hvide sand og brede strandstykke ofte nævnt blandt de bedste strande i Danmark. Fra livreddertårnet holder livreddere øje med børn og andre badegæster. Saksild er en ferieby i miniformat, hvor udbuddet af spisesteder og butikker bærer stort præg af turismen. Samtidig er den ikke større end at den har et roligt udtryk. Her er der mulighed for at købe en god is, en pizza, spille minigolf eller leje cykler og SUP-boards. Der er ikke et supermarked i Saksild, og det er oplagt at handle i Odderkystens hovedby Odder som ligger 7 kilometer væk. 
I forlængelse af Saksild Strand ligger Rude Strand som et lidt fredeligere alternativ med en lige så skøn strand som Saksild. 

Familie på Storstranden i Juelsminde
Foto: Andreas Bach, Impuls Film

Juelsminde

Juelsminde er den ultimative ferieby ved østkysten. Indbyggertallet på 4.000 mangedobles i sommerperioden, og gæster flokkes til den populære havn, så snart vejret er godt. Byen er omringet af strande på tre sider, og ved Storstranden er der livreddertårn. Der er et pænt udvalg af shoppingmuligheder, isboder, spisesteder ved vandkanten og familievenlige aktiviteter. Og for familier kan den store Juelsminde Naturlegepark anbefales. 
Juelsminde er et godt valg for dig som vil have det hele tæt på og som godt kan lide at have liv og aktivitet omkring dig. 

Kirkholm strand set oppe fra
Foto: Hedensted Kommune

As Vig

Den smukke bugt As Vig er et roligere bud på en base for sommerhusferien. Her er der ikke meget andet end strande, sommerhusene og en lille dagligvarehandel. I bugten findes strandene Kirkholm, As Vig og Sønderby . Det mest centrale valg er As Vig Strand. Der er ganske fredeligt i bugten, men der er ikke mange kilometer til hverken Juelsminde eller Horsens, og den fine Palsgaard Slotspark ligger også tæt på. 

Havnen i Norsminde set fra oven
Foto: Aleksander Mogensen

Norsminde

Syd for Aarhus ligger den lille havn Norsminde ved indsejlingen til Norsminde Fjord. Norsminde har en hyggelig maritim stemning, og området er et populært udflugtsmål i sommerperioden. Der er et par spændende spisesteder ved havnen - et populært fiskehus og den gamle kro som har været åben i mere end 300 år. Sommerhusene ligger fredeligt ved Kysing Næs, hvor der er en ganske udmærket strand. Der er ikke mulighed for dagligvareindkøb i Norsminde, men i nærliggende Odder finder du alt, hvad du har brug for.  

Dronefoto af Pøt Strandby set fra vandet
Foto: Aleksander Slott Mogensen / Overblik

Pøt Strand

Pøt Strandby er et større sommerhusområde som ligger for sig selv på Juelsmindehalvøen. Man har en følelse af at være midt i ingenting, når man bevæger sig rundt i området. Mindre strandstykker ligger som lommer i landskabet, og man er omgivet af skov og natur med gode muligheder for gåture. Her er der intet kommercielt, og dét er styrken. Der er dog kun et par kilometer til indkøbsmuligheder og aktiviteter. 

Dronefoto af Dyngby Strand og sommerhusområdet
Foto: Claus Buur

Dyngby Strand

Dyngby ligger midt på Odderkysten mellem Saksild Strand og færgebyen Hou. Ligesom Pøt Strandby er Dyngby ganske fredelig. Da der ikke er offentlig parkering, er der ikke mange udefrakommende badegæster, så man deler kun den flotte badestrand med de andre sommerhusgæster. Dyngby er et godt valg, hvis du vil have fred og ro. Der er intet kommercielt, men kun få kilometer til Saksild og Hou. 

Særlige ønsker eller særlige behov

Vi har alle forskellige præferencer. Feriehusudlejerne gør det nemt at søge på jeres specifikke behov. Skal I have hunden med? Skal der være spa eller swimming pool i huset? Skal der være havudsigt? Opvaskemaskine? Filtrerede søgninger gør det let at finde det helt rigtige hus til netop jer. 

Tilgængeliggjorte sommerhuse

Har en i jeres gruppe fysisk funktionsnedsættelse og særlige behov for husindretning? Vi anbefaler at kontakte feriehusudlejerne pr. telefon eller mail og forhøre jer om mulighederne. Der er huse i kataloget som opfylder diverse tilgængelighedsbehov, men dette kan ikke altid søges frem på websitet. 

Alternativt kan I booke et feriehus hos Hou Søsportcenter ved Odderkysten. Her ligger 11 fuldt tilgængeliggjorte huse, hvor der er tænkt på alt. Sænkbare borde og skabe, ingen trin, brede døre, justerbare senge, lift på badeværelse osv. 

Hvornår vil du gerne rejse?

Odderkysten eller Juelsmindehalvøen?

Oplevelser til din sommerhustur