Vildtbanestenene ved Hundslund Kirke
Vildtbanepælene - eller vildtbanestenene - udgør et markant træk ved indgangen til kirkegården i Hundslund. Først sent har denne gruppe fortidsminder påkaldt sig fagfolkenes interesse, og først sent begyndte de antikvariske myndigheder at betragte vildtbanepælene som fredningsværdige objekter.
Stenene udgør en ret ensartet gruppe fortidsminder, som hører hjemme i historisk tid. De er høje og slanke og hugget i granit. Endvidere er det et karakteristisk træk, at pælenes forside har en helt fast opbygning i den måde de er udfyldt på: Øverst er indhugget en krone, derunder et kongeligt monogram. Herunder igen er indhugget nogle initialer som angiver vildtbanedistriktet samt det årstal stenen er lavet i, og endelig nederst er angivet stenens nummer i rækken indenfor vildtbanedistriktet.
Stenene er skelpæle, som skulle markere grænserne for de kongelige vildtbaner, som fandtes rundt omkring i Danmark. Disse vildtbaner etableredes først og fremmest i Frederik 2.s tid. Gennem mageskifter, køb, salg og bytte samlede den jagtglade konge sig store sammenhængende arealer, hvor han kunne etablere sine jagtdistrikter, vildtbaner.
Den første store kongelige vildtbane der skabtes var Koldinghus. I et åbent brev fra 1579 udtrykker Frederik 2., at han her ikke uden ringe skade for sig selv havde udskiftet adelen, med henblik på at få den vildtbane, som han lod særligt afmærke.
Der kendes ikke til direkte opsætning af pæle før end tidligst i Chr. 4.s tid, men først ved jagtforordning af 8. dec. 1688, kom der generelle bestemmelser om, at vildtbanerne skulle indhegnes med skelpæle og sten.
Afpælingen blev foretaget i løbet af de følgende år, og inden udgangen af 1690'erne var pælene sat op langt de fleste steder. Ideen med at opsætte pælene var naturligvis, at de skulle kunne ses klart på afstand, således at ingen af uvidenhed skulle kunne påberåbe sig ukendskab til grænserne for de kongelige enemærker.
De blev anbragt med en indbyrdes afstand af ca. 1 eller 2 km og oftest på synlige steder i skellet som på højdedrag, gravhøje el. lignende. Bønder og andre der ejede jord inden for vildtbanerne havde allerede fra Frederik 2.s tid måttet acceptere, at deres hunde skulle aflemmes ved at det ene forben delvis blev hugget af. En bestemmelse der dog var vanskelig at overholde.
I dag findes i Danmark ca. 120 registrerede vildtbanesten eller dele af sådanne, men kun få af dem står på deres oprindelige plads. Langt de fleste findes et godt stykke vej fra det sted, hvor de oprindelig var sat op. Således skulle vildtbanepælene ved Hundslund kirke komme fra Åkær.