©  Foto:

Kystfiskeri ved As Hoved

Denne skovklædte halvø for enden as As Vig er en af de mest eventyrlige fiskepladser ved den jyske østkyst. Her er der rigtig gode muligheder for fangst af havørred og hornfisk.

Smukt fiskespot ved den jyske østkyst

As Hoved er en af de mest populære fiskepladser i Østjylland – og med god grund. Fiskeriet kan i perioder være så godt, at man forregner sig på den lange gåtur. Pladsen er nemlig kun tilgængelig til fods eller med medbragt cykel. 

Når det så er sagt, så er det hele umagen værd. Selve turen ud til As Hoved er en oplevelse i sig selv. Du følger en smuk herregårdsallé fra Paldgaard Slot ud til den skoklædte halvø. Her ses ofte rådyr, harer, fasaner og fugle i et stort antal. I de mørke timer er der ligeledes mange grævlinger og ugler.

 

Om fiskeriet

As Hoved består af flere gode pladser på den smalle halvø. Hele halvøen er interessant fisketerræn, og du kan let bruge masser af tid her på varieret havbund. Selve As hoved består af en masse store sten med et par lange rev. Her kommer havørrederne ofte forbi i stimer og fiskeriet kan gå fra 0-100 på få minutter. Både spinne- og fluefiskeri virker rigtig godt her. Da pladsen er velbesøgt, skal du ligeledes huske at udvise respekt for dine medfiskere. 

Pladsen er interessant året rundt, men giver bedst udbytte fra forår til efterår, hvor havørreden er i sæson.  I hornfiskesæsonen fra april til august er der masser af liv. Her er det de lavvandende områder på begge sider af revet, der er at foretrække. 

Hvis et enkelt sted på As Hoved skulle anbefales, vil vi pege på Guldstavn, som er et rev, hvor landskabet slår et sving på nordsiden af halvøen.

 

Sådan når du frem

Lad os være ærlige – der skal arbejdes lidt for sagen, hvis du vil fiske ved As Hoved, men vi garanterer, at du får en smuk naturoplevelse. Sæt GPS’en til Palsgaard Slotspark ved landsbyen Hosby. Her kan du parkere på den offentlige parkeringsplads i siden af vejen på Palsgaardvej. Herefter følger du herregårdsalléen gennem marklandskab ud til skoven. Du skal egentlig bare lige ud hele vejen til du rammer vandet. Herfra kan du dreje til højre for at komme til spidsen af hovedet eller til venstre for at komme til Guldstavn.

 

Fiskeri ved Palsgård Strand

Et stykke mod vest ad As Hoveds sydkyst ligger Palsgård Strand og Fruens Badehus. Fruens Badehus er en plads, der kræver lidt benarbejde inden den kan affiskes. Strækket her består af et meget dybt badekar tæt under land. Det giver optimale forhold for lystfiskere, når vandet varmes en smule op i den kolde periode. Byttedyrene pibler frem og stækket kan byde på et sandt havørred-eldorado.

Bundforholdene er en blanding af tangbælter, sten og ålegræs. Hvis du fisker mod højre ses en lille pynt med nogle store sten. Som mange andre pynter, så kan denne i perioder holde på rigtig store fisk. På begge sider af pynten finder du pladser med leopardbund, hvor havørrederne i perioder er at finde i store antal. Stækket ud mod Bøgehovedet består af en stor vig, hvor der skal fiskes noget vand af, i jagten på, at finde fiskene.

I sommerperioden er vandet altid en smule køligere på dette stræk, grundet det dybe vand under land. Her kan havørrederne fanges døgnet rundt på lange tobisblink fisket hurtigt i overfladen. Denne plads tåler vind fra alle retninger undtagen østenvind.

Fra As Hoved kan du følge stranden mod syd for at komme til Palsgård Strand. Fra parkeringspladsen kan du følge vejen og tage anden markvej på højre hånd. Denne fører ned til vandet og badehuset.

Badehuset er privat ejendom. Fisk derfor et stykke fra selve huset.

 

Andre fiskespots i området

På denne side om kystfiskeri i Kystlandet kan du finde inspiration til din næste fangst ved den jyske østkyst.

 

Mangler du det helt rigtige fiskeudstyr?

Effektlageret er lokalområdets største udbyder af fiskeudstyr. Foruden en stor webshop har Effektlageret en fysisk butik i Horsens med et stort udvalg til enhver form for fiskeri.