Ny rekord: Over 1 million overnatninger i Kystlandet i 2022

10.2.2023
Forfatter: Line Vinum
Foto: Destination Kystlandet

For første gang runder Odder, Horsens og Hedensted kommuner over 1 million årlige overnatninger – campister udgør den største del af puljen. Turistdirektør glæder sig over markant milepæl.

Mængden af overnattende turister fra både ind- og udland, der vælger at lægge turen forbi Destination Kystlandet, er større end nogensinde. Det viser friske tal fra Danmarks Statistik. 

I 2022 var der 1.004.300 overnatninger i lokalområdet. Det er en stigning på 17 procent i forhold til 2019, og dermed er Odder, Horsens og Hedensted kommuner, der tilsammen udgør Destination Kystlandet, procentuelt den tredje mest vækstende feriedestination i Danmark. Samtidig er det en fortsættelse på en positiv tendens fra de sidste to år, også selvom 2020 og 2021 stod i coronaens tegn, fortæller Helle Berthold Rosenberg, direktør ved Destination Kystlandet.

- Jeg er utroligt stolt på turisterhvervets og destinationens vegne. Det er en markant milepæl, vi nu har rundet, som blot understreger områdets tiltrækningskraft. Over 1 million overnatninger er jo til at tage og føle på – og det bekræfter blot, at koblingen mellem områdets stærke attraktioner og fantastiske natur, som Destination Kystlandet brander sig på, er et utroligt godt kort at have på hånden i den hårde konkurrence om turisterne, siger Helle Berthold Rosenberg.


Camping er et hit

I 2022 var der 359.100 overnatninger på campingpladserne i Destination Kystlandet. Dermed er camping den mest populære overnatningsform i området. I 2019 var der 256.731 overnatninger på campingpladserne. Dermed er der en stigning på lige knap 40 procent, og niveauet er en del højere, end før corona. 

Feriehuse er næst efter camping den mest populære overnatningsform i Destination Kystlandet. I 2022 var der 310.100 overnatninger i områdets feriehuse. Tallet for feriehusovernatninger har oplevet et lille fald på 7 procent siden rekordsæsonen 2021, men det skal man ikke læse for meget ind i, forklarer Helle Berthold Rosenberg.

- Feriehuse differentierer sig fra andre overnatningsformer ved, at udbuddet svinger mere fra år til år. Det er jo ejerne af feriehusene, som tager stilling til, om de vil udleje. Hvis de selv ønsker at bruge huset en del af sommeren, eller blot ikke ønsker at udleje et enkelt år, betyder det selvfølgelig, at turister må benytte sig af en anden overnatningsform i området, siger hun.

Der er da også meget, der tyder på, at det er udbuddet nærmere end efterspørgslen, der har indflydelse på udsvingene i tallene.

- Vi har de seneste år oplevet, at alt er udsolgt, især i sommermånederne. Firmaerne, der udlejer husene på ejernes vegne, efterspørger faktisk derfor, at flere sommerhusejere udlejer deres feriehuse. Det gør de, fordi de oplever en stabil, høj efterspørgsel, forklarer Helle Berthold Rosenberg.

Hotellerne er også kommet flot gennem året. Med 264.191 overnatninger i 2022 mod 237.086 overnatninger i 2019, er der en stigning på 11 procent. Horsens Kommune står med hele 59 procent af hotel-overnatningerne i Destination Kystlandet i 2022.


Tiltrækker turister fra nær og fjern

Overnatningstallene dækker over turister, der kommer fra både ind- og udland, fortæller Helle Berthold Rosenberg.

- Fra udlandet er det især tyskere, nordmænd og hollændere. Men der kommer også rigtigt mange danskere fra hele landet til Destination Kystlandet, og det er vi også meget glade for. For uanset om turisterne kommer fra udlandet eller andre steder i Danmark, betyder det jo, at de kommer og bruger penge her, som ellers ville blive brugt andre steder. De penge betyder, at erhvervslivets står stærkere og får nogle udviklingsmuligheder, som i sidste ende også kommer de lokale til gode, fordi de får flere valgmuligheder i deres fritid, siger Helle Berthold Rosenberg.
 

Helle Berthold Rosenberg, Direktør for Turistsamarbejdet Kystlandet
Kontakt

Direktør

helle@kystlandet.com