Kystlandets Velkomstguide 2023/24

Ny guide til store og små oplevelser i 2023

1.3.2023
Forfatter: Line Vinum
Foto: Destination Kystlandet

Destination Kystlandet er klar med årets velkomstguide, der guider til de mange ferieoplevelser i Odder, Horsens og Hedensted kommuner.

Forårsfornemmelserne summer i luften, vintergækker og krokus pibler frem i græsset og træerne begynder så småt at få skud. Med dét følger danskernes ferieplanlægning for årets kommende helligdage, skoleferier og forlængede weekender, og nu kan turister og borgere i Odder, Horsens og Hedensted kommuner atter søge inspiration til ferie- og fritidsoplevelser i den store turistguide for Kystlandet 2023.

Årets udgivelse er i år trykt i 50.000 eksemplarer i en dansk, tysk og engelsk udgave. Den bliver desuden tilgængelig mere end 100 steder og dertil omdelt i alle sommerhuse i destinationens tre kommuner. Indholds- og designmæssigt er årets velkomstguide stort set et genoptryk af sidste års udgivelse, hvilket skyldes den fortsatte gode respons fra borgere, erhverv - og ikke mindst fra turisterne - både på den tematiske opdeling, på overskueligheden og på indholdet. 

"Vi har i år holdt os til blot at finpudse et par ting, udskifte med nye billeder og give det hele en ny, frisk farve. Kystlandet oplever derudover en stigende vækst af nye spændende oplevelser, bl.a. nyopstartede gårdbutikker, gallerier, familieaktiviteter og museumsudstillinger, som den nye velkomstguide for 2023 selvfølgelig er opdateret med" siger direktør i Destination Kystlandet, Helle Berthold Rosenberg.

 

Se guiden her

Helle Berthold Rosenberg, Direktør for Turistsamarbejdet Kystlandet
Kontakt

Direktør

helle@kystlandet.com