to sejler i kano på gudenåen ved klostermølle

Tag mod strømmen med gratis bus

23.6.2023
Forfatter: Line Vinum
Foto: Destination Kystlandet

Traditionen tro blev der i fredags åbnet for sejlads på det fredede stykke af Gudenåen mellem Tørring og Klostermølle. Igen i år kan kanosejlere hoppe gratis på Modstrømsbussen tilbage til deres startsted i hele skolernes sommerferie. 

Det er i år tredje gang, at Horsens og Hedensted kommuner samarbejder om Modstrømsbussens drift. Oprindeligt var initiativet kun til stede i Hedensted Kommune, hvor der i 2020 var 184 passagerer over sæsonen. Samarbejdet kom til, da da data viste, at de fleste dagsture i kano foregår på tværs af kommunegrænserne helt til kanopladsen ved Klostermølle. I 2021 udvidedes konceptet til at dække hele strækningen mellem Klostermølle og Tørring, hvilket resulterede i 1012 passagerer. 

I 2023 har man igen besluttet at lade bussen køre dagligt i skolernes sommerferie, hvilket der var god erfaring med fra foregående år. 

Modstrømsbussen har én daglig afgang om eftermiddagen fra Klostermølle kl. 16.00, og har 6 stops langs Gudenåen i sydgående retning mod Tørring. Besøgende i området på gåben er ligeledes velkomne til at benytte sig af bussen. Vær opmærksom på, at cykler ikke længere medtages, da på- og afstigning forsinker ruteplanen. Strækningen Tørring-Klostermølle er hvert år åben for sejlads med ikke-motoriserede fartøjer mellem 16. juni og 31. december. Strækningen Tørring-Klostermølle, der er kendt for udfordrende nåleøjesving, lavthængende træer og jungleagtig atmosfære, er ét af de smukkeste stræk på Gudenåens i alt 140 sejlbare km, der udspringer i Tinnet Krat og udmunder i Randers Fjord. For at sejle strækningen skal man have et såkaldt gæstemærke, der automatisk følger med, hvis man lejer en kano ved en af områdets kanoudlejere. 

Modstrømsbussen er blevet til i samarbejde mellem Horsens og Hedensted kommuner samt Destination Kystlandet. 

Kontakt