Gå til indhold
©  Foto:

Sydbyens Bevægelsespark

I den sydlige del af Horsens ligger denne bevægelsespark, der indbyder til aktiv leg, spil og motion. Her kan borgere og turister, uanset alder og fysisk formåen, få pulsen op og nyde socialt samvær, træning og afslapning. Med et væld af forskellige redskaber og baner er mulighederne mange.

Motion, spil og leg samlet på et sted

Sydbyens Bevægelsespark har lidt af det hele. For børnene fungerer det som en legeplads med en masse legeredskaber som gynger, trampoliner, kaltre/balancebane og bevægelsesbakker spredt rundt i området.  Der er desuden gode muligheder for at holde formen ved lige med blandt andet løbebane, udendørs fitness og agilitybane samt udstyr til street workout og calisthenics. Og så er der ikke mindst fremragende rammer til boldspil med to multibaner, pannabane, fodtennis/badmintonbane og multibasketmål.

Og folk med særlige fysiske behov er der også tænkt på. Parken er udformet med fokus på tilgængelighed, og der er også en kørestolskarrusel.

Der er med andre ord udstyr til alle behov, interesser og aldersgrupper. Her kan hele familien samles til motion, leg og frisk luft. Og vennegruppen kan få timer til at gå ved de mange faciliteter.

 

Plads til socialt samvær og hygge

Mellem alle trænings- og legeredskaberne i bevægelsesparken er der også gjort plads til at tage en slapper. Der er flere borde/bænkesæt, hvor mor og far kan sidde, mens ungerne brænder krudt af. Så tag endelig frokosten med i de hyggelige rammer.

 

Sådan finder du frem

Sydbyens Bevægelsespark ligger i kvarteret Bankager. Sæt GPS’en til Ternevej 83, hvor fodboldklubben FC Horsens holder til. Her er der parkeringsplads, hvorfra I kan se bevægelsesparken, som ligger bag klubhuset. Hvis I skal med bus, så holder buslinje 5 kun 150 meter fra parken på Ternevej.

 

Flere legepladser i Kystlandet

Der er mange store, flotte og gratis legepladser i Horsens og resten af Kystlandet. På denne side finder du inspiration til næste udflugt med børnene.