©  Foto:

Bruun Kola

Der er mange mikrobryggerier, der brygger og sælger øl, men kun ganske få, som udelukkende fokuserer på cola. Faktisk kun 1 i Danmark. Anders Bruun har taget kampen op mod de amerikanske cola-mastodonter med en smagfuld læskedrik, som kan købes hos flere af lokalområdets spisesteder og specialforretninger.

Danmarks nye kola

Bruun Kola tilbyder ikke en stor produkt-portefølje. Faktisk har de kun to produkter i sortimentet, som til gengæld har fået uanede mængder af kærlighed.

Bruun Kola startede som et hobbyprojekt i 2021 efter at Anders Bruun havde eksperimenteret med at lave cola hjemme i køkkenet i flere år. Hurtigt steg den lokale efterspørgsel på den nye cola, der adskiller sig fra øvrige colaer på markedet ved sit lavere sukker- og kulsyreindhold, som virkelig fremhæver både dufte og smag. Bruun Kola repræsenterer en stor kærlighed til den brune læskedrik, som bliver til med lige dele nørderi og passion – og det kan smages.

Foruden Bruun Kola kan du også nyde den sukkerfri variant, Fri Kola, med god samvittighed.  

 

Køb colaen lokalt

Bruun Kola har ikke egen butik, men den kan købes hos en række lokale spisesteder og specialbutikker i blandt andet Horsens, Brædstrup, Odder, Vejle og Aarhus samt flere andre steder i Jylland.  På Bruun Kola’s hjemmeside kan du se en liste over forhandlere. Du kan også finde udvalgte forhandlere i linkene nederst på denne side.

 

Følg Bruun Kola på sociale medier

Facebook og Instagram kan du holde dig opdateret om nye salgssteder og nye kommende smagsvarianter.

 

En ægte fængselscola

Bruun Kola er hjemmehørende i Horsens – nærmere bestemt det gamle statsfængsel, FÆNGSLET, der i dag er en stor kulturinstitution. Her arbejdede Anders Bruun i en årrække som driftsleder, men har nu valgt at dedikere al sin tid til cola. I dag har han i stedet et "cola-kontor" i bygningen.

Hvis du kunne tænke dig at smage Bruun Kola i dens naturlige habitat, kan du besøge spisestedet Brasseriet FÆNGSLET, der har de brune dråber på menuen. Og så er det jo oplagt at kombinere med et besøg i Europas største fængselsmuseum, når du alligevel er her.