I kano på Gudenåen

Tre dage i kano på Gudenåen

Foto: David Jervidal

Det er en fantastisk oplevelse at sejle på Gudenåen. Men hvordan er det nu lige med alt det praktiske? Vi guider dig skridt for skridt til sejladsen på den sydligste del af Gudenåen, det ensrettede stykke mellem Tørring og Klostermølle. 

Step 1: Forberedelse

Hvad skal man forberede til tre dages sejlads på Gudenåen? Egentlig ikke det store. 

Som det aller første skal I naturligvis finde ud af, hvornår I ønsker at sejle. Sejlads på det sydligste stykke af Gudenåen er tilladt fra 16. juni til 31. december. Vi anbefaler at sejle i juli eller starten af august. I denne periode er det nemlig muligt at få et lift tilbage til sejladsens start med Modstrømsbussen. Sejlads på denne del af Gudenåen er ensrettet - man sejler med strømmen i nordgående retning. Derfor skal der findes transport hjem til både kano og til jer selv. 

Hvis I vælger at leje en kano, tager kanoudlejeren sig af at hente kanoen, hvor I slutter turen. Generelt tilbyder udlejeren en række services og står altid klar til at hjælpe med stor ekspertise og erfaring. Så start med at ringe til udlejeren, book kanoen og få svar på alle de spørgsmål som I må have. 

Det anbefales også at booke overnatning på forhånd, så I er sikre på, at der er plads, når I ankommer. FInd udlejer og overnatningssted i guiden nedenfor. 

Kanoen har overraskende god plads til pakkenelliker. Men hvad skal man egentlig have med til sådan en tur? I kan finde en pakkeliste på Tørring Kanoudlejnings hjemmeside eller læse mere i FAQ-spørgsmålene i bunden af denne side, hvor I finder svar på stort og småt. 

 

 

Dag 1: Afsted til Tørring

Tørring er det naturlige startsted til sejlads på Gudenåen. Det er her at Gudenåen bliver bred nok til at man kan sejle i kano på den. Ankommer I i bil, kan I parkere hos Tørring Kanoudlejning - og det er muligt at have bilen stående her indtil sejladsen er overstået. Benytter I offentlig transport, kan I tage en bus fra enten Horsens eller Vejle. Find afgange via Rejseplanen.

Overvej at ankomme dagen før. Så kan I starte sejladsen i god ro og mag om morgenen. I kan overnatte hos Tørring Camping, hvor I kan sove i telt eller leje en hyggelig hytte. Her er også en café, hvor I kan få et måltid mad. I kan også få campingpladsen til at lave en madpakke til sejlturen på første dag. 

Kommer I i god tid, kan I gå en tur i byen, og proviantere til de næste dages sejlads i et af de lokale supermarkeder. I kan også vælge at besøge Gudenåens Udspring i Tinnet Krat, der ligger 10 kilometer vest for Tørring. I kan køre derud eller gå ad Gudenåstien ud til kilderne. 

 

Afgang fra Tørring

Tørring-Åstedbro - 15 kilometer

Mød op ved Tørring Kanoudlejning og henvend jer til personalet. De står klar til at klæde jer godt på, give tips og tricks og informere om sikkerhed og teknik. Har I ikke prøvet at sejle i kano før, så bare rolig. Dette sydligste stykke på førstedagen er smalt, roligt og med lavt vand, så I kan i god ro og mag blive bekvemme med kanoen. I sejler nu i nordgående retning. I de første timer kommer I gennem Uldum Kær, som er Danmarks største kærområde. Efter et par timer kommer I til området Verdens Ende (ja, det hedder det faktisk), hvor der er et kanoisætningssted på jeres venstre hånd. Her er det oplagt at holde første pause. Her kan I vælge at gå en tur og udforske den helt særlige og unikke natur i Uldum Kær. I så fald kan I vælge at holde frokost her. Alternativt kan I vente til Aale Teltplads, som kommer en times sejlads senere. På Aale Teltplads er der rigeligt med borde/bænkesæt og shelters, hvor I kan overnatte, hvis I vælger at tage den med ro her på første sejldag. 

Dagens sidste sejltur går til Aastedbro, hvor I kan overnatte på den lokale teltplads. Isætningsstedet ved teltpladsen kommer på jeres venstre hånd - lige efter broen, hvor der står Åstedbro. 

Hele sejladsen fra Tørring til Åstedbro er 15 kilometer, hvilket er passende til en dagstur. Her kan de fleste være med. I kan eventuelt skiftes til at sidde forrest og bagerst i kanoen for på den måde at aflaste kroppen. Den forreste i kanoen agerer motor, mens den bagerste styrer. 

Dag 2: Afsted mod junglen

Aastedbro-Vestbirk Camping - 12 kilometer

Efter gårsdagens sejlads gennem det store eng- og kærområde, skifter landskabet nu karakter i løbet af dagen. De åbne vidder erstattes af skov og søer og mørkegrønne farver. Åen bliver samtidig lidt bredere og dybere flere steder. Start turen fra Aastedbro omkring klokken 10. Så passer det nemlig med, at I kan holde frokost efter seks kilometers sejlads ved campingpladsen Gudenå Camping. Campingpladsen har en kiosk og et cafeteria, som holder åbent i sommerperioden. Her har I mulighed for at købe lækre grillretter og pizza, hvilket I sikkert godt kunne bruge oven på den megen sejlads. Hold øje med campingpladsens isætningssted på højre hånd ved landsbyen Bredstenbro. 

Umiddelbart efter campingpladsen kommer I til et særdeles snoet stykke, som er ret underholdende. Efter nogle kilometer kommer I til Bredvad Mølle, som er blandt de smukkeste stykker på hele Gudenåen med store træer, som læner sig ind over åen. Kort herefter begiver I jer ud på Bredvad Sø. Søen markerer afslutningen på dagens sejlads. Her ligger nemlig den store campingplads Vestbirk Camping, hvor I kan overnatte. Der er flere overnatningsmuligheder. I kan leje en hytte, et glamping telt eller sågar leje en campingvogn. Alternativt kan I selvfølgelig også sove i eget medbragt telt.  

 

Dag 3: Mellem bakker og søer i Søhøjlandet

Vestbirk Camping-Klostermølle - 14 kilometer

Dagens sejlads fører dig gennem smuk natur til slutdestinationen Klostermølle ved Jyllands største sø, Mossø. Inden I sætter kanoen i vandet, kan I gå en tur til Den Genfundne Bro, som ligger et par kilometer fra Vestbirk Camping. Gør det dog tidligt, hvis I ønsker at få et lift tilbage til Tørring med Modstrømsbussen. Den gratis bus har kun én daglig afgang - klokken 16. Alternativt kan I besøge broen aftenen før, hvis kræfterne rækker til det. 

Fra campingpladsen sejler I nu gennem de smukke Vestbirksøer (Bredvad Sø, Naldal Sø og Vestbirk Sø). Søerne er ikke så store, at I vil opleve udfordringer med bølger. Kort efter kommer I til Vestbirk Vandkraftværk, hvor det er nødvendigt at forlade kanoen. Her er nemlig et overbæringssted. Det er muligt at køre din kano på vogne, så der ikke skal slæbes for meget. Her ved vandkraftværket finder I et multtoilet og en vandpost. 

Turen fortsætter nu til den charmerende landsby Voervadsbro, hvor I kan holde frokost ved byens teltplads/kanolejrplads. Pladsen kommer på højre hånd, syv kilometer efter vandkraftværket. Fortsæt nu mod nord det sidste rolige og fredelige stykke mod Klostermølle. I er omgivet af skov og sejler langs med Gudenåstien, så her kan I hilse på vandrere på jeres højre hånd. 

Til sidst sejler i rundt om den markante, skovklædte bakke Sukkertoppen og ankommer til det historiske Klostermølle. Aftal med kanoudlejeren, hvor kanoen skal placeres, så de kan komme og hente den. 

Kig på uret og hold øje med klokken. I skal jo nå bussen klokken 16. Har I tid, så gå en tur rundt i det tidligere benediktinerkloster og papirfabrik, hvor der er flere historiske bygninger. I dag er Klostermølle et populært udflugtsmål og picnicspot. Nyd udsigten over imponerende store Mossø fra bredden. Og hvis I kan nå det, så gå en tur til toppen på Gudenåstien til toppen af Sukkertoppen, hvor I bliver mødt af en af Danmarks bedste udsigter. 

Sådan afslutter man en skøn miniferie på Gudenåen med stil. Nu mangler bare den behagelige og gratis køretur tilbage til Tørring, hvor bilen holder og venter på jer. 

Spørgsmål og svar om kanosejlads

Kurser og guidede ture med Outdoor Connection
Outdoor Connection

Vil I starte med et kanokursus?

For nogle kan det give tryghed at starte ud med at være i selskab med en kyndig og erfaren kanoekspert, første gang man sætter sig i kanoen. Outdoor Connection tilbyder kurser, ture og sjove aktiviteter i kano på Gudenåen. 

Aktiv i Kystlandet

Familie på kanotur ved klostermølle
I kano på Gudenåen
Familie ved Den Genfundne Bro
Oplevelser ved Gudenåen
Women on SUP-boards and a man in a sea kayak at Saksild Beach
Kajak og SUP - motion og leg på fjord og hav
Mand fisker i havet ved solopgang
Lystfiskeri i Østjylland
vandrere på Fjordminoen
Vandreruter i Østjylland
Kvinder cykler på elcykler på Den Genfundne Bro
Cykelferie